01.03.04
|
|
Da denne blog begyndte, var den skrevet af Per Holm, pamfletskriver, social kommentator og kristen lønarbejder. Idag er kristen lønarbejder udskiftet med det sekulære (jeg kan sådan nogle ord) medarbejder.
Jeg har før fortalt om min vej bort fra SFU og synes, at jeg skylder at fortælle om bruddet med det andet betydende tankesystem i mit liv.
Jeg blev født ind i et kristent lønarbejderhjem, hvor vi troede på at arbejde adlede, en god dags arbejde og syndernes forladelse. Jeg lærte at udføre mine pligter og fokusere på det evige liv, hvor der ikke er en overklasse, der griner af lønarbejdersvinene.
At være kristen er dog ikke helt galt. Man lærer også om taknemlighed, tilgivelse og korrekt opførsel. Man lærer at Gud ser på intentionen - ikke den historie man konstruerer, spinner og positionerer. Man lærer at se forskel på hvornår man gør noget af rent hjerte og med gode intentioner. Og hvornår man meler sin egen kage på andres bekostning. - Det er meget forskelligt fra politik.
Åh, hvad får man mere? Hvad får man mere?
Fællesskab, styrken til at klare trængsler. Tålmodighed og kærlighed.
Så hvordan kunne jeg dog forlade det?
Det skete løbende. Mammon, Beelzebub og Svane-køkkenet trak i mig.
På et tidspunkt har man set teksten 100 gange.
Alle ens omgivelser er ligeglade med den.
Uddannelsen var også en vej ud. Jeg uddannede mig til symbolanalytiker og Mester over det Postmoderne, Relativismens Herre. Teksten blev meget mindre bogstavelig.
Det med en "person" i "himlen" der har "skabt himlen og jorden" blev for meget. Ham der "genopstod": gode pointer. Men jeg var jo netop ikke på vej til at skille mig af med jordisk gods. Tværtimod.
Helligånden, det tredje hjul på giggen, havde jeg ærlig talt - trods de bedste intentioner- aldrig forstået, så han/hun/den/det kunne også meget let glide i baggrunden.
Med de tre uromagere og pacificerende typer ude af billedet, hvad var der så at sætte i stedet? Relativisme. "Ironi". Arbejde. Bilka. Børn. Stigende arbejdsbyrde. Forfremmelsesjagten.
Fast arbejde svækkede fast tro. Politisk arbejde svækkede idealisme.
Jeg savner, som sagt, tidligere tiders sikkerhed for at mit liv og samfundet er på rette vej. Men stærkere mennesker end jeg siger at forbrug, Mammon, er bedre end tidligere tiders vildfarelser som religion og socialisme.
If you can't beat him, join him.
Jeg er dog så realistisk, at jeg ved, at jeg vil vende tilbage til troen, når flere i min omgangskreds begynder at dø.
Smut til forsiden eller
Skriv til mig.
© mig og en masse andre mennesker