12.12.02

Da jeg blev 30 begyndte jeg at se mange af de nyansatte gøre lynkarriere og blive projektledere og koordinatorer som 28-årige. Jeg blev tilknyttet deres projekter og jeg blev behandlet som inventar. Selvom jeg havde været der længere end dem.

Det kunne jeg ikke finde mig i! Det var et slag mod min forfængelighed og mine ambitioner. Jeg har altid fået fine eksamensresultater. Jeg går måske ikke efter dirigentstillingen, men jeg spiller heller ikke andenviolin.

I dagens erhvervsliv skal løbe for at blive på samme sted.

Hvis man ikke er mindst mellemleder som 35-årig, er man taber. Så skal man ikke forvente at nå til tops. Nogensinde.

Vi har kun ét liv.

Hvis ikke jeg var gået efter mellemlederstillingen ville jeg stå først i fyringskøen. Om 10 år er de nyuddannede meget bedre gearet til arbejdsmarkedet end jeg, der på det tidspunkt har lavet det samme uge ud og uge ind i 10 år.

At være mellemleder giver længere arbejdstider. Men får også nogle tusinde mere om måneden og slipper for en del af det tekniske svære arbejde.

Kampen holder dog aldrig op. Selvom man er mellemleder kan man godt få tildelt og frataget ansvarsområder.

Vi mellemledere er stadig en flok aber, der hver dag kæmper med hinanden om positionerne i hierarkiet.

Smut til forsiden eller Skriv til mig.                                    Tilfældig stilstand
© mig og en masse andre mennesker