Ramt af arbejde - 10 år efter

Ramt af arbejde - 10 år efter
ved Per Holm (pamfletskriver ^¤, social kommentator og medarbejder).

10.06.04

23. april 1994. Det er mere end 10 år siden nu. Hvor fanden blev de 10 år af?

Ramt af arbejde var en reaktion på et af mit livs største chok: at gå fra studerende med ret velbetalt halvtidsarbejde til fuldtidsansat. Mange ville sikkert misunde mig - men jeg var rystet, og havde været det siden februar 1993, hvor min skæbne stod klar. Jeg kan huske, hvordan jeg faktisk opfattede det som en fysisk umulighed at arbejde 8 timer eller mere om dagen; dét fattede jeg ikke at et menneske kunne, eller at man kunne få os til det. 14 måneder senere skrev jeg Ramt af arbejde, og trods det lidt umodne og floromvundent patetiske i stilen er den stadig fuldstændigt præcis. Jeg følte mig død, eller i hvert fald døende.

Og hvordan er det så nu? Tjo, i dag har jeg det stort set på samme måde. I de øjeblikke, hvor jeg kan tænke uforstyrret, føler jeg mig halvt død. Der er bare ikke særligt mange øjeblikke af den slags.

Jeg har et lidt bedre arbejde end dengang. Dengang var jeg fuld af potentiale, og vist nok én som mine arbejdsgivere og kolleger havde en del forventninger til. Disse forventninger har jeg gjort til skamme, og ikke uden en vis tilfredshed. Jeg hadede mit arbejde. Mine muligheder for at få en karriere er for længst forpasset, så nu skal jeg bare have tiden til at gå, til huslånet er betalt ud. Jeg har ikke så meget at leve op til, og det er rart. Det passer til min naturlige dovenskab.

I min fritid ser jeg meget tv, selvom jeg sjældent bryder mig om det. Det er spild af tid, og det gør mig ofte vred. Det er bare det nemmeste. Så slipper jeg for at tale med min kone. Hun kan godt lide at se tv, bare ikke det som jeg kan lide. Jeg kan lide porno og amerikanske film med folk der skyder og skændes med deres kolleger og løser problemer. Hun vil se boligprogrammer og programmer om folk med problemer. Så fortæller hun mig ofte, at vi bor pænere og har færre problemer end de mennesker i programmerne. Jeg giver hende altid ret.

Jeg køber mange ting, og er som regel mest lykkelig når jeg kan dagdrømme om en ny elektronisk dingenot, et nyt stykke værktøj eller noget andet, jeg skal ud og købe. Det varmer. I hvert indtil tingen er købt, så bliver der halvtomt indeni igen. Men min hjerne er fantastisk god til hurtigt at finde noget andet, jeg kan dagdrømme om.

Om natten har jeg mest kedelige drømme. En sjælden gang imellem drømmer jeg om dommedag eller om min egen og min families død. Eller jeg drømmer at vi skal flytte til et andet hus. Der er et eller andet ved de drømme, jeg godt kan lide.

Læg mærke til at jeg slet ikke kan formulere mig poetisk mere. Det har jeg lagt af mig på mit arbejde. En lille vittighedstegning eller en sjov hjemmeside - eller for de mere ambitiøse: en skæg Powerpoint - kan man altid sende rundt, men ret meget mere kan jeg ikke svinge mig op til.

For ti år siden drak jeg en del. Det vil sige, jeg gik en del i byen og dér er man simpelthen nødt til at drikke for at kunne holde det ud. Nu drikker jeg foran tv’et. Det er faktisk det bedste ved tv, at man kan koncentrere sig om at drikke foran det. Jeg er egentlig ikke specielt fordrukken - det kan man ikke tillade sig når børnene vågner og kræver meget tidligt. Jeg drikker aldrig alkohol til maden, undtagen hvis jeg er ude blandt andre mennesker, så skal jeg altid have lidt. Men en øl eller to eller tre foran tv’et er godt. Så får jeg ofte talt mig selv op til at købe noget nyt, som jeg ellers har været lidt i tvivl om. Har jeg brug for en ny forstærker eller et nyt skruetrækkersæt eller en ny cykel? Efter tre øl foran tv’et har jeg. Lev livet. Du har ikke glæde af pengene når du er død. Efterlad intet til skattevæsenet. Etc.

Heldigvis skal jeg ikke bruge så mange penge på at rejse. Jeg hader at rejse. Jeg er bange for det. Da jeg var yngre rejste jeg meget. Nu kan jeg nøjes med én gang om året for at holde konen glad. Jeg vil hellere sidde derhjemme.

Jeg kan se, at jeg ikke skriver særligt meget om at arbejde, trods overskriften. Der er vitterligt heller ikke meget at fortælle. Arbejde er nu en nødvendighed. Det var det slet ikke i samme grad for ti år siden, og måske derfor var tanken om det så slem. Men efter at jeg har fået børn, kan jeg godt lide at tage på arbejde. Folk er venlige derinde. De fleste er flinke, og resten holder jeg mig fra. Dem der har karrierer og skal bevise noget. Jeg har en mikrokarriere, men jeg har et kontor som jeg godt kan lide at sidde på. Der er tavst og ordentligt, og folk banker på, inden de kommer ind.

Indtil nu tror jeg ikke, mine overordnede har opdaget, hvor doven og uambitiøs, jeg faktisk er. Og jeg ved egentlig ikke, hvad de ville gøre, hvis de opdagede det. Der er mange på min arbejdsplads, der er lige så dovne og uambitiøse som mig. Tror jeg. Der er selvfølgelig også mange, der tager det hele meget alvorligt. De sender flere mails til cheferne, indkalder til flere møder og virker meget mere engagerede. Derhjemme er jeg imidlertid nødt til at vise en noget højere grad af entusiasme; det er dér det hårde arbejde foregår. Dér kan jeg kun dukke mig i ganske kort tid ad gangen, før jeg afkræves fuld og medlevende opmærksomhed.

Jeg har venner, studiekammerater, som har gode jobs. De er er kommet højere på strå, og jeg taler sjældent med dem. Mine egne muligheder er stort set forpassede. Jeg er en lille borger med et lille arbejde og en lille familie og børn, der en dag vil blive ligesom mig. Jeg drømmer kun om fred og ro. Og det skal jeg nok få engang. Lad os snakkes ved om 10 år.