Han er også følsom og kan spille musik.

Og så er han smuk, maskulin og velfotograferet hele vejen igennem.

Nej piger, vi taler ikke Holger K. Nielsen her. Vi taler om en rigtig mand, der synes om at leve og om at herse rundt med andre og svagere mænd. Viljen til magt bragt ud til de ventende masser via det hvide lærred og de skinnede DVD'er.

Som vi kender det fra Disney er der også et gammelt drys af en kontoristtype. Puh, hvor han sætter Kaptajn Jacks maskuline handlekraftighed i perspektiv. Viljen til magt har ikke brændt særlig stærkt i denne mindre mand.

Da han skal dø senere i filmen bliver det da også hurtigt. Ikke noget med andres chokerede ansigtudtryk. Ikke noget med fanfarer og alvorstunge blæsersektioner. Bam! Skudt i knolden og så ud af handlingen.

Røvhul.

På sine steder minder Master&Commander om We Were Soldiers (eller også et veludført hyldestportræt af Wayne Rooney).

Nej, ham den lavere rangerende er på ingen måde nær så værdifuld som den bredbringede og graciøse Kaptajn Jack:

Hvor var vi?

Fransken er selvfølgelig fæl og lidt post-revolutionær med bondehue og hele pivetøjet. Men Jack er selvfølgelig storsindet nok til at skåne dem, da han endelig vinder.

Modige Jack må tage mange svære beslutninger og smile afmålt, venligt og maskulint til nogle brasilianske piger. Han må også fortælle skibsdoktoren og nogle af mændene, at det er ham, der bestemmer.

De fleste anmeldere har da også lagt sig ned og nydt det.

Men jeg synes nu ikke at filmen var så god. Tynget af Marx, Sartre og oplevelser fra det virkelige liv kunne jeg ikke nyde dette søeventyr for hvad det var: uskyldig opdragelse af mænd til en lykkelig accept af hierarkier og personligt meningsløse forehavender.