Per Holms 34-årige liv har budt på rigelige doser af både mørke og lys, succes og sorg. På den ene side er han en af Danmarks mest feterede webloggere, på den anden side en mand, der keder sig frygteligt. Han kan godt gå ned med flaget, men han har sine metoder til at blive liggende. En rigtig god sans for humor er en af dem - en anden er webloggen, så der kan komme hold på tankerne.

Per Holm åbner altid døren, når det ringer på. Også selv om klokken er ti om aftenen, og han ikke venter gæster. Han drømmer hemmeligt om at blive skudt ligesom Gianni Versace, selvom sandsynligheden for et dramatisk endeligt er lille. Det siger en del om en mand, der efterhånden er blevet 34 år gammel og er plaget af vedholdende kedsomhed.

Per Holm bla. bla. bla. dygtig, dejlig, feteret, stærk, ironisk, kommunefarvet, IKEA, mange købevideoer, laverestående funktionærkvarter uden kendte mennesker, sine egne meninger, rebelsk, succesfuld bla bla bla

Så blev han sur

Det med følelserne har givet ham problemer. Han blev smidt ud af et studiejob som oversætter, næsten uden forklaring. Selv mener han, det skyldes, at han havde peppet teksten lidt op i forhold til forlægget.

- Teksten trængte til det, og det gjorde arbejdet næsten til at holde ud. Men det var ikke velset.

Men havde du det ikke sådan, efter at du så var blevet smidt ud, at du tænkte: Hov - måske skulle jeg alligevel være høflig og pæn?

- Jo. De havde klart en pointe og jeg har bøjet mig for udefrakommende krav lige siden.
Det at være en del af samfundet er vel, at man tager de pladser, der er blevet til overs efter de stærke har valgt, og så gør hvad der bliver sagt. Men kun indtil man dør. Mere kan de ikke med rimelighed forlange!

Per Holms evne til at indrette sig efter andres ønsker er også slået igennem på tøjfronten. Han kan godt lide at gå i farvestrålende T-shirts, der fortæller om eksotiske steder han aldrig har været og aldrig kommer til. Han tager dog noget mere anonymt på hvis arbejdsgiveren, kollegerne eller konen beder ham om det.

Nogle gange er det jo ikke nok med påklædningen, hvis man skal indrette sig efter folk.

- Nej. Men så synes jeg alligevel, at man skal holde sig inden for nogle konventioner andre har opstillet. De har sikkert haft deres grunde. Jeg er hverken idiot eller rebel. Ser vi demokratisk på det, er der også flere, der synes at jeg skal gå anonymt klædt i stedet for spraglet. Demokrati er denne afvejning af individuelle behov overfor massens. Som jeg tænker på det: hvis jeg kommer på arbejde i en David Beckham sarong gør jeg mange mennesker vrede, og risikerer at miste mit job pga. af samarbejdsvanskeligheder. Hjemme i kvarteret vil de bagtale mig til et sted på grænsen mellem transvestit og pædofil. Så det gør jeg ikke. Demokrati har længe interesseret mig, og jeg var en årrække aktiv i SF.

Har du aldrig fornemmet, at det kunne være risikabelt at have følelserne helt i front?

Jo, så jeg har for det meste pakket dem sammen. Taget en uddannelse, fået et job. Holdt min kæft.
Men ser du ude i højre spalte i min weblog, kan du se at jeg får mine forventelige følelser fortolket strålende af mange Hollywood-film. Goldeneye er et godt eksempel. Eller Manden med jernmasken. Der er tusinder eksempler.

Har du altid haft den mekanisme, at du ikke tænkte mere over det? Også da du var helt ung?

Jeg ruger meget over tingene og skriver en del. Jeg kommer nok aldrig fri af fortiden, nutidens og fremtidens tab. Jeg har flirtet lidt med ideen om at blive kendt efter min død, ligesom Franz Kafka. Jeg synes vi deler mange træk.

Men selvfølgelig tænker jeg også tit på at lægge stilen om 100% og selv komme i undertrykkerens rolle. Så ville folk få respekt!

Sjov sjov

Per Holm griner meget af folk og hændelser bla bla bla

Hvordan tør du bare grine ad folk på den måde?

Det er jo på hjemmesider. De kan ikke høre mig. Jeg tror da også at nogen griner ad mig og min weblog. Men et eller andet skal man jo tage sig til for ikke at blive sindssyg.

Synes du nogle gange, at andre mennesker i forhold til dig holder meget tilbage?

Næh, de fleste mennesker på mit niveau siger cirka lige så meget på deres hjemmesider, som jeg siger på min. Der er en grund til at min weblog hedder "Per Holm udhængsskab". Jeg lader det hele hænge ud.
Nej, det er løgn. Jeg lader det mest acceptable hænge ud. Men det er sådan en måde at klare hverdagens problemer på. Det er fint, at vi ikke allesammen skal gå på Statens Teaterskole for at kunne blotte os. Det er den ny teknologis skyld.

Men Irene, du skal hyldestportrættere mig i Ud&se selvom jeg ikke har gået på Statens Teaterskole.

Lidt har også ret, og jeg er virkelig in vogue.

Ikke mærke efter

Hvor meget arbejder du?

- Hele tiden. Efter jeg mistede mit tilhørsforhold til partiet og Gud, har mit liv været helt tomt.
Jeg arbejder, passer børn, køber ind i byggemarkeder og supermarkeder, hamrer og banker, bygger til fremtiden, ser fjernsyn og videoer. Jeg får det ad helvede til og bliver sur hvis der pludselig er stille.
Jeg hader egentlig mit arbejde og alle annoncekatalogerne og den retning jeg bliver drevet i.
Men jeg standser ikke. Da jeg var yngre og altså i skiftende perioder medlem af partiet og Lyset, da lyset var i mit liv, da kunne jeg godt slappe af. Jeg følte mig tryg og vidste at jeg, og også samfundet, var på rette vej.
Så blev jeg ældre og fandt ud af at det var en indbildt tryghed. At samfundet er ligeglad med politisk snak. Spin og positionering og udvælgelse af historier er alt.

Gennem tiden, når han har været ked af det, har han skrevet sine tanker ned, og det har måske hjulpet ham. Han har dog ikke taget nogle vidtgående konsekvenser af sine imaginære indsigter. Da han alvorligt (tror og beder jeg til) har konstateret dette, slår han over i et lettere tonefald.

- Hvis man finder nogle af skriverierne, vil der helt sikkert også komme nogle udtalelser hvor jeg har haft det frygteligt, råber han. Men så snart jeg har sluppet tasterne, så har det jo været glemt igen. Det må jeg jo lige skrive på en seddel et eller andet sted, så mine efterkommere ikke skal tænke: Nej, hvor har han haft det frygteligt.
På den anden side, er det vel bedre på det tidspunkt, hvor børnene er blevet 8-10 år og er ved at kunne forstå voksnes sager... Der må man vel trække dem til side og så dér, mens der endnu er tid, fortælle dem hvordan far spildte sit liv. Hvordan han fortryder det og ikke ønsker at det samme skal ske for hans børn. Give dem citater og fars livsplan.

Tabene

Som alting ved Per Holm har hans sorger også holdt sig i middelklassen. Det kunne have været bedre, men også værre. Et atypisk dødsfald mærker ham stadig en del, men han kan slet ikke nå samme højder som Bo Green Jensen eller Piv Bernth på den konto.

- Det er nok fordi jeg kommer fra en på mange måder dødsmærket del af landet. Eller også er jeg bare ufølsom. Det kan være. Der ligger alligevel ingen fordele i at være følsom. "De følsomme bliver spist" er en lære jeg tit har draget.

Hvad vil det i øvrigt sige for dig at være modig?

- Jeg er glad for at få netop det persona-underbyggende spørgsmål. Det klinger godt med de tidligere spørgsmål om ikke at indrette sig efter overordnedes forgodtbefindende. Jeg tror at de danske toglæsere har godt af at læse om mod og ikke at bøje nakken, mens de en mørk og våd morgen bumler ind for at bøje nakken og tjene en hel dag.
Men nu skal jeg nok lade være med at være så kommunikationssituationsreflekterende. Undskyld. Arbejdsskade.

Mod? Det gør jeg mig ikke i.
Civilcourage kender jeg ikke.
Slå igennem på hjemmefronten aner jeg ikke hvad er.
Jeg er aldrig modig.
Det modigste jeg gør er at bagtale folk hvor der er en lille risiko for at de kan høre mig. Ligesom de fleste andre. Jeg vil endda forsvare det. Desertørens rolle er meget ildeset og uopdyrket. Men desertøren er personen, der ikke vil deltage i de stores kamp. Desertøren kniber sig uden om. Derfor hades desertøren universelt. Men desertøren bærer i sig muligheden for eget valg af usselhed i stedet for andres valg af usselhed. Nå, nu vrøvler jeg.

Har du brugt de ni liv?

- Der var nogle år i tyverne hvor jeg ikke havde særlig mange pligter og troede på noget. Nu er jeg ligesom død. Det blipper lidt i min weblog, men i alle døgns 24 timer er jeg bare Per, ham der. Forventelig, død, uinteressant.

Er du begyndt at tænke på følgerne af dine handlinger?

- Bestemt ikke! Jeg har indsnævret mine handlinger til et absolut minimum af afprøvede handlinger (hente børn, købe ind, arbejde, forslå sikre projekter, agility) Jeg behøver aldrig at tænke på følgerne af mine handlinger.
Jeg frygter lidt efter skilsmissen/fyringen at "vågne op" æde en spand NLP og så rende hjernevasket ned i en ny rille. Men på den anden side. Ville det være så galt? Ville det være værre end at fortsætte som nu? Jeg tror det ikke.

Hvis der er noget jeg begræder... Jeg begræder meget. Blandt meget kroppens forfald. Det er efterhånden helt tydeligt, at jeg for altid er udelukket fra mange fysiske og karrieremæssige forandringer. Vi får alle vores 20.000 dages chance, og jeg brændte min.

Har du lyst til at være dumdristig?

- Jeg har en weblog.

Er der andet du godt kunne tænke dig, at du stadigvæk kunne?

Jeg vil have et harem og et palads. Så vil jeg have en række journalister, der skriver pænt om mig i blade med stort oplag. Og nej, jeg gider ikke betale en psykolog for at fortælle mig hvorfor min ønsker ser sådan ud.

Holder du stadig store fester?

- Nej, vi ser sådan mest fjernsyn. Der er herlige serier på TV3+. De gennemgår også tit de små skærmydsler almindelige mennesker kan have i deres parforhold. Eller siger vigtige ting.

Jeg er vild med det!

Jeg skal efterhånden have ret meget vin for at klare en parmiddag med snak om arbejde, biler og huslån. Jeg vil hellere se TV-serier hvor de forelsker sig i hinanden og ser forelskede på hinanden og ryger cigarer og siger chefen imod og spiser god mad og bevæger sig rundt rene steder hvor de ikke selv skal rydde op. De opbygger firmaer og får Meyer til at bygge fjernsyn. Og hende der Maibritt viser sine bryster.