Franz Kafka

Der var ingen tvivl om at Franz Kafka ville skrive. Det var det eneste han ønskede sig. Det var det eneste der gav hans liv bare en gnist af mening. Hvis han ikke skrev var han blot en syg og trist kontorist med stritører, nervøsitetsanfald og en noget snusket familiebaggrund.

I midten af 1800-tallet stod Jakob Kafka og schæchtede løs på de arme tjekkiske dyr. Knapt var koen jamrende faldet omkuld, før han sparkede løs på den med sine snabelsko, og skældte den ud med de værste og ondeste brokker fra sit mellemøstlige ghettosprog. Når han derefter under ukristelige besværgelser og skræmmende øjenbrynsgymnastik havde sønderdelt det uskyldige dyr på mosaisk vis, sendte han sin søn Hermann ud med kødstykkerne til de andre lumske typer i Wossek, en lille jødisk enklave langt ude på landet. Hermann voksede, og en dag var han ikke mere den barfodede buddreng, men manufakturhandler i Prag med succes og kone. Den 3. juli 1883 fødte hun ham en søn. Sønnen var stort set sund og rask, kun det lille stykke hud yderst på hans lille brandmand så de sig vrede på. Det blev skåret af ugen efter. Om det derefter blev brugt til noget nyttigt som f.eks. en fingerring eller som pakning i en vandhane melder historien ikke noget om. Men Franz Kafka var født, noget han siden skulle komme til at fortryde så bitterligt.

Hans barndom var normal, hans baggrund taget i betragtning. Incestuøse fantasier, kropsskam og galopperende angst. Faderen var brysk, ufølsom og dominerende - undtagen når han for at få sin vilje lavede scener hvor han var ved at dø af hjerteslag. De mange instuderede dødslejescener til trods fejlede han dog ikke noget, og blev da også 73 år. Moderen var et blidt, kærlighedsløst væsen med hang til depressioner, der nu og da forfulgte lille Franz med grædeøjnene indtil han opførte sig pænt.

Skolen var en fortvivlende oplevelse. Franz græd tit før han skulle derhen, men familiens store stærke kokkepige slæbte ham alligevel afsted, og truede med at fortælle læreren at han havde været slem. Uh nej! Det var det værste der kunne ske! Franz tiggede og bad om nåde til tyendets store fornøjelse.

Efter underskolens ydmygelser kom gymnasiets. Det var ikke væsentligt forskelligt fra nutidens. Det skulle opdrage kontorister til tilværelsen på kontor, og vænnede studenterne til at udføre store mængder totalt meningsløst arbejde i lang tid. Det lærte dem at lyde deres overordnede, og til endeløse dages lammende kedsomhed med papirarbejde i triste kontorer. Franz forsøgte efter fattig evne at følge undervisningen. Det lykkedes nogenlunde, men han følte sig altid som en bedrager, der snart ville blive opdaget og skammet, skændet og forhånet.

Efter gymnasiet lå verden åben som en mongols mund under Disney-sjov. Så Franz valgte det juridiske studium, fordi det var respektabelt og ikke interesserede ham en døjt. Efter valget gjorde han alle mulige krumspring for at blive fri, men han lod ikke sig selv slippe. Hans boligvalg var lige sådan. Han hadede at bo i forældrenes lejlighed. Der var evindeligt støj fra alle sider døgnet rundt, og han brokkede sig ustandseligt over at han umuligt kunne koncentrere sig om at skrive. Og menneskene han boede hos var jo rædsomme. Brokkende, larmende, korpulerende. Franz fik kvalme af at se sin mors natkjole på sengen, og hadede sin far noget så inderligt og eftertrykkeligt. Alligevel boede han hjemme til han var 31, og spiste siden en meget stor del af sine måltider dér.

Han havde gode venner under studietiden, og de kunne hjælpe ham lidt når depressionsanfaldene hev ham ned i dybet og bed ham ihjel. Men angsten for ikke at bestå eksamenerne var der ingen der kunne hjælpe ham med. Stoffet var ham ubegribeligt, og alle optrædener for lærer og censorer var en øvelse i at aflire udenadslære, i håbet om at angsten ikke mudrede tingene alt for meget. Efter en specielt hård eksamen, og hans første besøg hos en prostitueret, der gjorde noget der var "en lille smule ækelt" kunne han ikke mere. Angst, udsigtsløshed, væmmelse og fortvivlelse havde lammet ham, og nerverne var stået af. Forældrene sendte deres voksne, hjemmeboende søn på sanatorium.

På sanatoriet fandt den ikke videre maskuline Franz sig et vidunderligt fristed, hvor han sammen med andre hysteriske middelklassekvinder kunne dyrke sine sygdomme, hvadenten de var virkelige, indbildte eller kommende. Disse kultsteder blev fra da af en fast ingrediens i hans psykiske regnskab. Efter sammenbrud kom sanatorium, og derefter kunne han fortsætte lidt endnu, mens han fortvivlet håbede på at blive mere syg.

Hans liv var nemlig ikke sjovt. Han havde valgt forkert på alle sit livs hylder, og kunne ikke ændre på det uden at det tog en gal ende med ham. "Jeg er slået ind på en dårlig vej, og må - så vidt jeg kan se - gå til grunde som en hund" skrev han efter at han var begyndt som kontorist i et forsikringsselskab. Han kunne ikke leve af at skrive.

Nu kunne man være et svin at gå rationelt til Kafkas problemer og spørge hvad fanden hans problem egentlig var. Kafka: "Jeg vil ikke bo hjemme". Godt, så flyt hjemmefra, du har rigeligt råd til det. Kafka: "Jeg vil gerne sige op på kontoret". Så sig op, og find dig noget andet at lave. Men når hjernen er mudret af bekymring er det svært at se det indlysende, så resten af Kafkas liv blev forsøget på at forene uforenelige ting. Han ville ikke prostituere sin kunst ved at virke som journalist, og skrev dertil alt for langsomt. Han var for svag til fysisk arbejde, der i øvrigt var aldeles upassende for en halvmand af hans stand. Altså måtte han på kontor. Hele sit liv. Det svarede nærmest til at få en dårlig plads på 20. række hvor man kunne sidde i træk og gamle abonniners snot- og slimfyldte lommetørklæder og se livet passere forbi.

"I de første dage må jeg have virket meget ynkelig på dem, som er opmærksomme på den slags. Hvad jeg også var; jeg følte mig deklasseret; mennesker, der ikke har drevet i det mindste en del af tiden væk indtil deres 25. år, er i høj grad at beklage, for jeg er overbevist om, at de penge, man tjener, kan man ikke tage med sig i graven, men derimod nok den tid man har drevet væk. Jeg er på kontoret klokken 8 om morgenen; klokken 6 1/2 går jeg derfra."

Han klarede et år, før den voldsomme fortvivlelse brød ham ned. Lægeattesten lød på "nervøsitet" og "sensibelt hjerte". Han slap for sit job. Skæbnen havde bedt Franz om at stoppe op engang, se på sin situation, og så vælge det fornuftigste.

Han valgte et job i et andet forsikringsselskab.

Kontoristen hadede og afskyede sit nye job, der dog - alt taget i betragtning - var bedre end det forrige. Men tanken om at sige op, at hellige sig sit egentlige kald, skriveriet, kunne bare ikke realiseres. Sorgen voksede sig større end knopperne på den gennemsnitlige polaks øjenlåg. Og sprak året efter.

"Da jeg i dag ville stå ud af sengen, klappede jeg simphelthen sammen. Det har en meget enkel grund, jeg er fuldkommen overanstrengt. Ikke på grund af kontoret, men på grund af mit øvrige arbejde. Kontoret har kun en uskyldig andel deri, for så vidt jeg, hvis jeg ikke skulle derhen, kunne leve roligt for mit arbejde og ikke skulle tilbringe disse seks timer om dagen der; det har pint mig i en grad, De ikke kan forestille Dem, især fredag og lørdag, fordi jeg var fuld af mine egne ting. Det er jo endelig kun noget snak, det ved jeg, jeg er selv skyldig, og kontoret stiller de klareste og mest berettigede krav til mig. Det er blot et frygteligt dobbeltliv for mig, som der formentlig ikke er anden udvej fra end vanviddet."

Hans vanvid blev dog ikke videre befriende. Voldsomme depressioner, morderisk selvhad, pinefuld ubeslutsomhed, støjoverfølsomhed, hypokondri, kroniske hovedpiner, søvnløshed, udmattelse og fordøjelsesbesvær. Kontorist Kafka kunne knapt klemme et spejderhagl ud af gumpen, og selv det at blive vegetar og tygge al sin mad overdrevent grundigt, hjalp ikke på at bedstemors brune mund var aldeles knyttet når Franz af hele sin tarm ønskede at kaste dunhammere i baljen.

Men fortvivlelsen er jo aldrig større end at den kan vokse. Faderen gav ham en stilling på en fabrik ved siden af. Franz kvitterede med at skrue op for alle sine psykosomatiske evergreens på én gang. Mave, hoved, hjerte, nerver. Men det gav også stof til dagbogen.

"Fik i forgårs bebrejdelser på grund af fabrikken. Lå en time på sofaen og overvejede at springe ud af vinduet."

Han førte dagbog med uregelmæssige mellemrum hele sit triste liv igennem. Den blev god dokumentation af hans lange stille røvtur ned ad det uhøvlede skråplan.

"I to år har jeg været fortvivlet, og kun den øvre eller den nedre grænse for min fortvivlelse bestemmer mit øjeblikkelige humør".

Det skulle dog ikke blive stort bedre på noget tidspunkt. Metaforisk gav hvert bump ned ad skråplanet ham en ny smertefuld splint i røven som ikke kunne trækkes ud; den kunne kun sidde og blive mere giftig. Et smukt billede på dette forhold fandt han på sin første tur til Paris. Mens hans rejsekammerater morede sig, sad han på sit hotelværelse med en stor varm byld på popo'en. Han blev nødt til at tage hjem, alt imens bylden blev større. Om dens bortfjernelse rapporterer han:

"Fornøjelsen ved at skrige højt til lægen blev jeg snydt for takket være et lille besvimelsesanfald, som tvang mig ned på hans sofa, og hvorunder jeg - og det var mærkeligt - i den grad følte mig som en pige, at jeg forsøgte at trække ned i mit skørt [...] I eftermiddag sidder jeg så herhjemme som i en grav. Jeg kan ikke gå omkring på grund af den stramme forbinding, og jeg kan ikke sidde stille på grund af smerterne." Kjed af at leve, og dog angest for at døe? Penis er Daarlig paa mig og Himlen veed at jeg er ikke Skyld deri?

Korpulation var for Kafka noget ret ulækkert noget, som ødelagde forholdet mellem mænd og kvinder, og han forsøgte generelt at undgå det. Han var dog knapt så reserveret overfor at lægge sig ovenpå ludere og pruste sin koshersperm i deres fluefang. Kashrut! Kashrut! Sprøjt sprøjt sprøjt, og han var klar til endnu en dag på kontoret. Det var dog oftest en trist affære:

"Det er så presserende nødvendigt for mig at finde nogen, der bare vil røre venligt ved mig," skrev han til en ven "at jeg i går var på hotel med en skøge. Hun er for gammel til at være melankolsk, blot gør det hende ondt, selv om det ikke undrer hende, at man ikke er lige så sød mod skøger som mod en fast partner. Jeg trøstede hende ikke, fordi hun heller ikke trøstede mig."

Forelskelse var også et problemfyldt helvede. Han forelskede sig hyppigt i teenagepiger, han umuligt kunne få fat i. Men det gjorde ikke så meget, bare de ville være fantasi-kærester, og ikke krævede noget virkeligt af ham, som f. eks. pik. Hans bedste fantasi- kæreste var dog jævnaldrende.

Hos vennen Max Brod mødte han Felice "Hammerkaster" Bauer, en kontoristinde med hvis hage naturen havde spillet et så ondsindet puds, at hun kunne bruges i reklamemateriale for Hjemmeværnet eller Novos nye linie af hormonpræparater. Kafka fattede sympati, og tilbragte følgelig nogle uger med at fortvivle over om han skulle skrive til traktorkvinden. Da han endelig havde besluttet sig, tog det ham ti dage at forfatte brevet til hende. Han skrev at han gerne ville til Palæstina med hende, men kunne nøjes med at være brevven. Det kunne tilståes ham, og de begyndte på en brevveksling. Han foreslog hende hurtigt, at hun for fremtiden ikke skulle skrive egentlige breve - det var for stor ulejlighed - men i stedet føre en dagbog og sende den til ham efterhånden.

"Naturligvis må De skrive mere ned end det er nødvendigt for Dem selv, for jeg kender Dem jo slet ikke. De skal for eksempel også notere, hvad tid De møder på kontoret, hvad De har spist til morgenmad, hvilken udsigt der er fra Deres kontorvindue, hvordan arbejdet er, hvad Deres venner og veninder hedder, i hvilken anledning De har fået gaver, hvem der ødelægger Deres helbred ved at forære Dem konfekt, og de tusinde ting hvis eksistens og mulighed jeg slet intet ved om." Klæbe-Franz, Klæbe-Franz, ad hvor var han vammel og ensom. Felice skrev selvfølgelig ikke tilbage. Men lille usikre Klæbe-Franz plagede og plagede, og hun indvilligede til sidst i at skrive med ham. Endelig havde Kafka en kvinde han kunne betro al sin angst og usikkerhed. En han kunne fortælle om drømmene der daglig knustes på kontoret.

Kafkas breve var brølende flammehav af vild og utøjlet rent platonisk lidenskab. Hun var hans kvinde, det var der ingen tvivl om. Men hver gang hun foreslog at de forlovede sig, gerådede Franz i voldsomste panik og hjertekval. Han var for skrøbelig, hans helbred var dårligt, han havde sit forfatterkald, der krævede askese og fuldstændig ro. Han gjorde også meget ud af at understrege overfor hende, at når det endelig gjaldt kunne han ikke få tissemanden stor. Han kunne derfor aldrig blive hendes ægtemand. Så hændte det at testosteronbøffen ikke gad skrive tilbage. Så blev Franz dobbelt fortvivlet. Og sådan gik det en 500 breves tid. Felice giftede sig senere med en stabil bankier, og solgte først brevene, da de var blevet mange penge værd.

Den ukendte prosaskrivende kontorist fra Prag reagerede på det endelige brud med fortvivlelse, lettelse og så masser af fortvivlelse. Han havde håbet på ægteskab, to menneskers fælles martyrium gennem et langt sorgknuget liv, men havde kun fået tragedie, et menneskes ensomme martyrium gennem et langt sorgknuget liv.

I hast forsøgte han at blive gift med en villig modehandlerske, han havde mødt på sidste sanatorieophold. Men forældrene var imod, og det unge par kunne ikke finde en lejlighed. Og så var der pludselig gået for lang tid, og Franz kærlighedshungrige desperation svigtede. Han sprang væk som havde han brændt sig. Der havde han nær bragt sig selv i en grim situation. Han skulle pludselig ikke giftes mere, han ville ikke engang se kvinden. Trist tog han afsted med vennen Max til Schelesen. I toget dertil sagde han "Tænk at der findes så mange stationer på vej mod døden, at det går så langsomt!"

Men der skulle meget mere kontorarbejde til før han nåede endestationen. Livet var ikke hans kop pis, men han var i det mindste ret god til at beskrive det.

"Da det lader til i bund og grund at være ude med mig - i det sidste år har jeg ikke været vågen i mere end 5 minutter - må jeg hver dag enten ønske mig væk fra jordens overflade eller begynde forfra som et lille barn, uden at jeg kan se det mindste håb i det."

Til sine mange fysiske symptomer søgte han hjælp hos alskens fuskere. På et tidspunkt overvejede han at slutte sig til den teosofistiske bevægelse for at læge sårene i sin sjæl. Til Rudolf Steiner forklarede han sig " [...] Dette litterære arbejde kan jeg af forskellige grunde ikke hellige mig fuldstændigt. Rent bortset fra mine familieforhold ville jeg som følge af min langsomme arbejdsproces og dens særlige karakter ikke kunne leve af at skrive; og i øvrigt forhindrer mit helbred og min karakter mig i at hengive mig til en i heldigste fald usikker tilværelse. Jeg er derfor blevet embedsmand i et socialt forsikringsselskab. De to professioner kan imidlertid aldrig forliges, så at begge giver mig medgang. Hvis jeg en aften har skrevet godt, brænder jeg næste dag på kontoret og kan ikke få noget fra hånden. Og på den måde bliver det værre og værre. Udadtil gør jeg min pligt på kontoret, men jo ikke min indre pligt, og denne ugjorte indre pligt bliver en evig ulykke. Og skal jeg nu til disse to uforenelige bestræbelser føje teosofien som den tredje?" Ifølge Kafka nøjedes Rudolf Steiner med at pille næse, og teosofien havde mistet en kontorist, der ikke kunne sige op.

Han kunne dog altid more sig med vennerne. Sommeren 1912 drog han på rejse med vennen Max Brod. Turen gik gennem Alperne. På vej til Milano hørte de rygter om en koleraepedemi i Italien, og at myndighederne kategorisk benægtede dem, gjorde dem blot endnu mere nervøse. Vel ankommet til Milano blev Brod overmandet af sin fantasi. Han så for sig hvordan han, når koleraen ramte ham, ville miste bevidstheden, og hvordan myndighederne i deres iver for at tysse affæren ned ville skynde sig at begrave ham levende. Denne angstforestilling - som skulle vise sig at være et tilbagevendende fobi - plagede ham så meget, at han aftvang Kafka et højtideligt løfte om at ville stikke en dolk gennem hjertet på ham, før hans kiste blev lukket. Denne bøn var så rørende at Franz brød grædende sammen. De klarede den dog videre til Paris, hvor de gik på bordel. Det vil sige, Franz stavrede ind, og styrtede ud i et anfald af panik. Han frygtede kvinder, mus og overordnede af al sin ubehjælpsomhed. Men hvis han nu bare kunne sige op...

"Jeg er desperat som en indespærret rotte, plaget af søvnløshed og hovedpine, jeg kan virkelig ikke beskrive, hvordan jeg tilbringer dagene. Min eneste redning, mit højeste ønske er frihed fra kontoret. Der er forhindringer: fabrik, påstået uundværlighed på kontoret, hvor der nu er alt for meget at bestille (NB kontortid 8-12 og 4-6), men alle den slags forhindringer er ingenting overfor nødvendigheden af at blive fri over for dette stadig stejlere skråplan. Men mine kræfter slår ikke til, selv mindre forhindringer ville være for store. Jeg er ikke bange for livet udenfor kontoret; hele denne feber der brænder i mit hoved dag og nat, kommer af ufrihed, men når for eksempel min chef begynder at klage over, at afdelingen bryder sammen hvis jeg går (vanvittig idé, hvis latterlighed, jeg nemt gennemskuer), at han selv er syg osv., så kan jeg ikke, den disciplinerede embedsmand i mig kan ikke. Og så fortsætter disse nætter disse dage."

I det mindste havde han fundet en udgiver der ikke var bange for at tabe penge på hans bøger, og han debuterede i december 1912 med fiaskoen "Betrachtungen". Boghandlen André i Prag solgte 11 eksemplarer af bogen. Kafka fandt aldrig ud af hvem der havde købt det 11. eksemplar. De 10 andre var det let at gøre rede for, for dem havde han selv købt. Han nåede at udgive en bog til i sin levetid. Ikke nogen bemærkelsesværdig bog. Ikke en bog der blev specielt vel modtaget, eller solgte godt. Bare en bog. Publikumssucceser som "Processen" og "Slottet" blev først udgivet efter hans død, og begyndte først at sælge endnu senere.

Han havde dog fået blod på tanden, og skrev efter sin anden bog til sin forlægger, at nu ville han altså sige op, og tage til Berlin og leve som fri kunstner.

Et par uger senere har han fået blod på hovedpuden.

"12.8.1917 Blodstyrtning [...] gik over til vinduet, lænede mig ud, gik hen til servanten, gik omkring i værelset, satte mig på sengen - ustandselig blod. Alligevel var jeg slet ikke ulykkelig, for jeg vidste lidt efter lidt af en ganske bestemt grund, at jeg for første gang efter tre-fire næsten søvnløse år ville kunne sove, hvis blødningen bare holdt op."

"9.9.1917 At en sygdom brød ud, har ikke forbavset mig, heller ikke at blodet kom, jeg har jo med min hovedpine og søvnløshed i mange år bedt om en alvorlig sygdom, og så løb det mishandlede blod ud, men at det netop er tuberkulose, overrasker mig naturligvis; nu i mit 34. år kommer den uden at have den mindste forgænger i familien, fra den ene dag til den anden."

"20.9.1917 Inderst inde tror jeg nemlig ikke, at sygdommen er tuberkulose, men derimod min almindelige bankerot. Jeg troede, det kunne blive ved, og det kan det ikke. Blodet kommer ikke fra lungen, men fra et afgørende sår forvoldt af de kæmpende."

"Det forholdt sig sådan, at hjernen ikke længere kunne bære de sorger og smerter, den var blevet bebyrdet med. Den sagde: "Jeg giver op, men er der ikke en anden her, som opretholdelsen af det hele betyder noget for, kunne han måske tage en del af min byrde fra mig, så går det lidt endnu". Da meldte lungen sig, meget havde den vel ikke at miste."

Men nu var chancen der! Væk fra Prag, kontoret og familien. Han tog til søsteren, og hun tog sig af ham som moar aldrig havde gjort. Han fik otte måneder, så var han rask nok til at lade sig bryde ned af kontoret.

"16.1.1922 Jeg havde i sidste uge en slags sammenbrud så totalt som vist ellers kun den ene nat for to år siden, noget eksempel har jeg ikke oplevet. Alt så ud til at være forbi, og det ser ikke spor anderledes ud i dag. Man kan opfatte det på to måder, og sådan skal det sikkert på én gang opfattes.

For det første: sammenbrud, umuligheden af at sove, umuligheden af at være vågen, umuligheden af at udholde livet eller rettere det fortløbende liv [...]

For det andet: Denne jagen har retning bort fra menneskeheden. Den ensomhed, der for størstedelen har været mig påtvunget udefra, og som jeg til dels søgte - men hvad var det vel heller andet end tvang - bliver nu helt utvetydig og nærmer sig den yderste grænse. Hvor fører den hen? Den kan mest sandsynligt føre til vanvid, det kan der ikke siges mere om, jagten går lige igennem mig og river mig i stykker."

Og han blev revet i stykker. Så grundigt at han kunne slippe for jobbet, og få sin tjenestemandspension - når forsikringsselskabet altså huskede at sende den.

Sit sidste 1½ år var Kafka endelig fri kunstner, og tog til Berlin. "Fri kunstner" er dog nok så meget sagt, "døende invalid" er nok mere passende. Den plagede kontormand med det triste liv skrev ikke særlig meget, han forsøgte bare at leve noget af det liv han havde snydt sig selv for gennem så lang tid. Han forsøgte at få en kæreste.

Puah var 19 år og al dejligheden bulede og strittede under hendes lette tøj. Hun underviste Franz "40, tynd og færdig" Kafka i hebraisk. Men Franz ville også lære noget om kærligheden af hende. Hvad fanden havde han tænkt sig? Han var jo gammel og syg og havde dertil så mange psykiske problemer at det nærmede sig det ulækre. "Jeg blev hurtigt klar over, at han følelsesmæssigt var som en druknende, der fægter vildt om sig og klamrer sig til alt, hvad der kommer i nærheden." fortalte unge Puah. "Jeg måtte imidlertid leve mit eget liv. Jeg ønskede ikke, og havde heller ikke kræfter til at blive sygeplejerske for en meget syg mand, der var tyve år ældre end jeg." Snip snap snude, så var håbet ude.

Men det lykkedes ham dog at flytte sammen med Dora Diamant, noget så sjældent som en fri jødisk kvinde. De boede i Berlin i 1923. Inflationen steg, hans pensionen udeblev, og der blev lukket for elektricitet og gas. Til sidst havde den frie kunstner så meget fri tuberkulose, at han blev nødt til at krybe hjem til Prag, hvor han lagde sig til at dø. Tuberkolosen havde spredt sig til halsen. Smerterne var uudholdelige, og desperationen over det ulevede liv stor. Han kunne ikke synke, og dermed ikke spise, men tvang sig alligevel til at arbejde.

"Kafkas fysiske tilstand på denne tid og hele situationen - at han bogstavelig talt var ved at sulte ihjel - var virkelig uhyggelig. Da han var færdig med korrekturlæsningen [af "En Sultekunstner"], som må have været en enorm, ikke blot åndelig anstrengelse, men en slags rystende møde med hans tidligere selv, trillede tårerne i lang tid ned over hans kinder. Det var første gang, jeg oplevede et sådant udtryk for bevægelse hos Kafka. Han har altid haft en næsten overmenneskelig selvbeherskelse."

Men det var slut med selvbeherskelsen. Han græd, havde diarré og døde rallende ved middagstid den 3. juli 1924, som næsten 41-årig. Han skulle aldrig på arbejde igen.