09.09.99
Mine ven Niels ser ud til at have tjek på tingene. Han bor i en stor andelslejlighed inde i København med sin kone og sine to børn. Jeg kender Niels fra studietiden. Han arbejder med computere og synger i et soulband (!). Hans kone er yogalærer.
Efter at have set min udstilling med billeder fra mit parcelhuskvarter skrev han til mig og spurgte om han måtte blande sig med et indlæg. Selvfølgelig. Her er det.
|
Et brev til parcelhuskvarteret
Hvordan skal jeg begynde? Glem alle dine bekymringer. Glem at du er et offer. Glem kontoret. Glem de latterlige personer, der er på nakken af dig. Vi gider ikke snakke ofre. Vi gider ikke snakke konflikt. Der er ingen grund til forurettelse. Der er ingen grund til indignation. Sådan er du ikke. Overskud, skattebasse! På denne vidunderlige vinterdag ligger den grå tåge som en tryg dyne over os. På denne vidunderlige forårsdag er alting mørkegrønt begyndt at vokse op ad jorden. På denne vidunderlige sommerdag skinner solen fra en skyfri himmel mens regndråberne endnu glimter på bladene i den velduftende have. På denne vidunderlige efterårsdag er himlen klar og blå og bladene så gule, at du må knibe øjnene sammen. En mand bør kende sin begrænsning. Jeg kan ikke finde min i øjeblikket. Lad. Vidunderlig dovenskab flyder gennem hele kroppen. Jeg er varm fra tåspids til kinder. Det er den arm du ligger i også. Jeg ved ikke om vi skal ligge her en time eller to. Kun at det bliver behageligt. Og mindst lige så godt bagefter.
Det er relevant, at vide hvem jeg er. Var jeg en incestramte kvinde fra arbejderklassen ville mit perspektiv være radikalt anderledes end det jeg har nu. Jeg ville sidde fast i brok og ønsket om medfølelse. Livsomstændighederne former til en vis grad perspektivet. Den fysiske placering afgør til en vis grad perspektivet. Men også kun til en vis grad. Jeg tjener godt med penge. Men ganske sikkert færre end dig. Jeg har til gengæld ret meget fritid. Jeg arbejder som freelance-programmør. Min kone er yogalærer. Økonomisk tilhører vores 4-personers husstand ikke middelklassen, men det går alligevel. Jeg så mig ude hos en kunde igår. Hurtig. Energisk. Kompetent. Ganske væsenforskellig fra nu. Her ligger jeg afslappet på badet i det reneste solskin, og tænker ikke på meget. Jeg har slået tankerne fra, og der er rent i hovedet.
En aristokratisk livsform til 5000 kr. pr. måned. LAD mig fortælle en sand historie. En historie om hvordan jeg et år levede for 5000 kr. pr. måned og alligevel fik alle mine behov opfyldt. Jeg studerede når jeg gad og arbejdede når jeg havde lyst. Til de der umiddelbart bliver bange og let vrede over et sådant udsagn, må jeg så fortælle, at jeg bestod mine eksamener og de der købte min arbejdskraft var fuldt ud tilfredse med den og gerne ville købe mere. Begge institutioner, der således var underlagt mine behov for viden, social agtelse og penge, var yderst tilfredse med mig. Jeg var også tilfreds med mig selv. Sådan skal det være. Jeg tror ikke, at der den dag i dag er nogen der er utilfreds med mig eller min arbejdsindsats. Når jeg ikke studerede eller arbejdede lå jeg og sov i solen, kneppede med min kæreste og gjorde generelt det arbejdskvæget ikke kunne. Min kæreste var naturligvis ung og smuk. Det er hun den dag i dag. Jeg morede mig også med musik. Jeg gjorde det udelukkende for egen og ligesindedes morskabs skyld, ikke for penge, anseelse eller karriere. Ligesom nu. Lidt skvulpen over af overskud. Spændende for mig, og de der kan mærke gnisten. Det lykkedes fint. Og det kostede kun 5.000 kr. om måneden - det beløb arbejdsfrie får. Uddannelsesstøtten betalte den ene halvdel, arbejdet den anden. Om morgenen når mine kolleger tog på arbejde sov jeg. Når de var nået til tredje kop kaffe og kroppen skreg af stress spiste jeg morgenmad mens jeg nynnede og kløede min bag. Når de sad i frokoststuen og forsøgte at snakke om noget ufarligt og ligegyldigt sad jeg og spiste frokost med Bachs forsikringer om et evigt liv i højttalerne. Når de sad ved pulten og arbejdede igen, lå jeg og sov middagssøvn i min et-værelses lejlighed. Ved to-tiden kom min kæreste hjem fra universitetet, og det blev som regel til lidt fysisk hygge. Omkring fire-tiden begyndte "Der er kun en time til arbejdsfri! Der er kun en time til arbejdsfri!"-tankerne at køre i de utålmodige funktionærers hoveder. De havde solgt deres liv til arbejdet og var alligevel ikke tilfredse. Min kæreste fik et klaps på balden mens andre kontorarbejdere hev deres ugeblad frem i toget på vej hjem til skænderierne, den kedelige mad, TV2s "Nyheder". Og udsigten til endnu en dag ramt af arbejde. Med den beskedne økonomi kunne vi naturligvis ikke købe så mange bøffer og plastickrus som den gennemsnitlige dansker, men vi holdt dog sulet på kroppen, og det lykkedes endda at rejse rundt og se verden. Både uden for Europa og uden for de turistfælder hvor arbejdere opbevares når de ikke er på arbejde. Utroligt men sandt. Et liv i overflod. Den et-værelses var et stentelt med varme og alt hvad man kunne ønske sig. Møbler og meget nyt tøj blev det ikke til. Men vi klarede os. Budgettet kommer til sidst. Selve livsstilen var et udslag af et bevidst valg. Rygterne om at blive ramt af arbejde var for skræmmende. Arbejderklassebaggrunden dikterede 47 ugers arbejde om året med 5 uger tilbragt med jule- og påskeindkøb og to ugers charterrejse/bilferie i Opel Kadet og Middelklassebaggrunden var præcis mage til bortset fra, at der var skudt en skiferie ind. Og så lidt flere eufemismer til at beskrive livssituationen. Det skal endelig ikke forstås sådan at vi var asketer. Hvis vi havde fået en trillebør penge, havde vi sagt ja tak og jublet. Det var pladsen i trædemøllen der så sølle ud set fra den solmættede seng. Besiddelser udover det absolut nødvendige er en byrde mere end en lettelse. Mennesker bør ikke tilbringe deres liv med at jage efter noget de allerede har. Når alt kommer til alt vil alle blot bruge deres rigdommen til det jeg kunne gøre for 5.000 kr. pr. måned: ligge i solen, følge med i hvad verden nu finder på, være glad og ikke have noget at vente på.
Men så meget minder er det nu heller ikke. Jeg arbejder stadig forrygende lidt og får sovet til middag næsten hver dag. Så længe husstanden ikke af reklamer og usundt selskab lokkes til at tro, at en husstandsindkomst over 15.000 kr. pr. måned vil løse problemerne går det fortrinligt. De fleste mennesker kan gøre den samme erfaring, hvis de vælger det.
For at kunne betale 3200 skal man tjene ca. 3760 kr. pr. måned
For at kunne betale 8110 skal man tjene ca. 11000 kr. pr. måned
Vi tjener mere.
|
Smut til forsiden eller
Skriv til mig.
Tilfældig stilstand
© mig og en masse andre mennesker