16.10.04
Helle Ryslinges film handler ofte om en kvinde, der har en affære med en mand, der er et dumt svin. I Flamberede Hjerter var det overlæge Torben Jensen der under akten prustede "Du ved godt den er over gennemsnittet, ikke?". I Sirup var det en ulækker kulturtype og i Halalabad Blues er den dumme mand en tyrkisk grønthandler, der både har vor heltinde og en tyrkisk kone på én gang.
Alle bipersoner er også enormt usympatiske og irriterende. I Flamberede Hjerter var det bøsserne, i Sirup var det de blaserte kunstervenner, og igen i Halalabad Blues vises et hold journalist/kunstner-venner frem i al deres modbydelighed. Vi er langt fra det Stockholmske venneskønmaleri i Arven. De her venner er vulgære og latterlige og har ikke tjek på tingene. Fra den rædsomme brevkasseredaktør til den ækle forlagsredaktør.
Selve handlingen er ok: smukke mennesker bliver forelskede og i hvert fald den ene bor meget tjekket og har et smart job. Hele filmen er holdt i et gyldent lys. Det kan jeg godt lide. Det er ligesom det de laver i Hollywood og Bollywood.
De mødes. Den sexede fotograf og den sexede grønthandler.
De er bare så smukke.
Deres forelskelse er meget livbekræftende. Ligesom Broerne i Madison County.
Det var meget dejligt at se på.
De intellektuelle venner er ækle idioter. Dansk film har brug for Helle Ryslinge. Endelig et lidt anderledes fjendebillede end det vi kender fra Information, Politiken, DR2 og Radikal Politik.
![Heller aldrig kan man være fri for de snothvalpe..nu er det både radioen og båndene og osse nakkestøtten..og antennen og sidespejle har de revet af..arabiske hundeyngel [...] Intet skal man spares for..alt vil de gøre af forbrydelse [...] De skulle have sådan en gang smæk så de sku kravle hjem i deres beskidte huler..men det må man ikke..ikke nogen her forstår at de skal ha det med deres egne metoder..nej nej..her må man ikke slå nogen..og det er det eneste de kan forstå..de kommer i tusindvis..de strømmerind..flygtninge..bvaaaa..de er tyvebander..de skulle sendes hjem..hjem til deres tyve lande..ja de skulle..ingen respekt har de..hundeyngel..og man kan heller ikke snakke med dem..de kommer bare med fornærmelser..de siger deres børn ikke gør sådan noget..de lyver de hunde..de ved meget meget godt..jeg tømmer min tynde mave ud over dem som en vandkanon..forbandede land hvor man ikke kan få lov til at pande nogen en på låget når det er det eneste de forstår..her roser man de kriminelle[...] Ja og hvis jeg slår dem så melder de mig til politiet og stikker måske med kniv..ingen lov og orden her.. jeg smækker dem nogen på hovedet..og jeg får en stor bøde og ender måske i fængsel..men så ender jeg i fængsel fordi jeg ikke vil finde mig i at blive bestjålet af hunde..nu igen mange penge til reparationer..forbandede svin!](halalabad7.jpg)
Grønthandlerens onkel er filmens mest sympatiske og underholdende person.
Billeder og kulisser fungerer. Men dialogen er meget tung og uelegant. Alting bliver forklaret mindst 2-3 gange for at alle kan være med. Ikke fordi der er nogen propaganda, der skal hamres ind - filmen har næppe noget videre politisk budskab. Helle Rysling er sikkert bare bange for at nuancerne i de kulturelle forskelle skal gå hen over hovedet på folkeskolens ældste klasser.
Følgende punkter trækker op:
Halalabad Blues har også nogle meget flotte Bollywood-dansenumre. Dansenumrene har endda en udmærket funktion i filmen.
Vi er kommet langt siden dansescenen på trappen i Palads-biografen i den der dårlige Walter&Carlo-film jeg så for snart 20 år siden.
Det er så lang tid siden.
Helle Ryslinges hjemmebane: den fælles toiletscene efter en drukken aften. Meget er som vi kender det fra Sirup. Både figurer, scener og replikker går igen fra Flamberede hjerter og Sirup.
Fotografen er utrolig smuk.
Han er pæn.
Hun er pæn.
Smut til forsiden eller
Skriv til mig.
Tilfældig stilstand
© mig og en masse andre mennesker