Cykelholdet
ved Per Holm (pamfletskriver €, social kommentator og medarbejder).
01.09.04
Der var tusinde grunde til at elske Drengene fra Angora for deres langt ude gakkede humor. De er virkelig kommet med noget nyt og stjernen i buketten er Cykelholdet Team Easy On.
Holdet består af
- sportsdirektør Henning Primdahl. Som enhver leder forener han inkompetence med enorme ambitioner på andres vegne og evige opfordringer til sammenhold.
- Bobby Olsen er holdkaptajn, "Oksen fra Hammel". En stille og inkompetent cykelrytter, der mest eksisterer for at blive drillet. Med de store øjne, store briller og dybe sørgmodige stemme er han enhver svigermors mareridt.
- Pim de Keysergracht er sprinte', det' "Missen fra Amste'dam". Pim tager let på tingene og har som Henning ingen evne til at sætte sig i andres sted. Knapt nok sit eget. Han rapper godt.
Selvfølglig har jeg grinet meget af at se klovnene kæmpe sig op ad bakke med ukuelig optimisme og barnlig nærtagenhed.
MIt yndlingsafsnit
Skulle jeg nævne et yndlingsafsnit må det nok være der hvor Bobby af sin direktør får at vide hvordan klaveret spiller.
"Er du en Team Easy On rytter... Eller er du en liderkarl?"
Bobby har fulgt sit eget mål (samvær med Winni) og tilsidesat firmaets mål (træning). Så bliver direktøren vred, og må tvinge ham til at vælge.

"Er du en Team Easy On rytter... Eller er du en liderkarl?"
Meget realistisk skal Bobby så, selv erkende sin fejltagelse overfor Winni.
Det er hjertegribende at se. Det var lige at det gjorde chok i mig. For jeg har jo selv været udsat for metoden nogle gange gennem tiden.
Henning Primdahl - den fødte leder
Mange - udover Henning Primdahl selv - burde se Henning Primdahl som en fuldt ud moderne leder.
Han bedriver:
- Management by walking around: han er altid nede på gulvet. Han engagerer sig, opmuntrer og taler.
- Værdibaseret ledelse: Henning har krav om høj kvalitet. Han kræver at medarbejderne holder aftaler og han holder selv sine egne. Når Henning siger at overholdelse af tidspunkter er en værdi Team Easy On skal legemliggøre, mener han det og han gør det selv.
- Latterkursus: Henning går ikke af vejen for at arrangere en udklædningsfest. Når man har det sjovt sammen, producerer man bedre.
- Corporate religion: Team Easy On tøj, Team Easy On slagsang. Dem og os. "Tyler og Ulrich og Armstrong, vi giver dem baghjul."
- Storytelling: Holdets arbejde sættes ind i en ramme, hvor de synger om firmaet og dets nøglepersoner. En historie konstrueres og fortælles videre.
Og meget meget mere.
Henning er naturligvis lidt karikeret og underklasseagtig for at vi skal kunne grine af ham. Men bemærk hvordan han bruger magt på samme måder som de fleste veluddannede, hierarkikravlende ledere fra Københavns finere firmaer. Han irettesætter helt efter bogen.
- Først trækker Henning firmaets værdier op, betoner punktlighed. Punktlighed er godt.
- Samtidig fortæller lederen om sine følelser når disse værdier krænkes ("Uh, jeg får det helt dårligt"). Der appeleres til samvittighed ("Hvordan har samvittigheden det Bobby?")
- Til sidst sætter han medarbejderen i en situation hvor der skal vælges mellem firmaets værdier og medarbejderens (per definition krænkende) værdier.

"Hvor skulle du have været for en time siden? Hva?"
Bobby Olsen vælger at fortsætte med firmaets værdier. Bobby Olsen gør igen firmaets mål til egne mål.
Jeg er sikker på at vi alle har haft samtaler eller kantinebemærkninger af denne type.
I mit firma råber mellemlederne naturligvis heller ikke respektløst ad medarbejderne. Det er tit noget med meget blød stemme, empatisk lytning og spørgen til engagementet. Det er heller ikke så meget punktligheden (selvom visse klasser af medarbejdere skal have seddel med fra DSB hvis toget har været forsinket) der forelæses om, mere ens engagement.
Det hedder ikke. "Hva' fanden! Du var ikke til latterkursus!" men "Det jeg ligesom forsøger at spørge mig ind til er hvorfor du ikke var med på det latterkursus. Hvorfor ikke? [og så en masse snak om firmaets mål, deltagelse i fælles projekter osv.]".
En moderne ledelse har ikke mere empati end Henning Primdahl

I dag er vi alle Bobby Olsen.
Smut til forsiden eller
Skriv til mig.
© mig og en masse andre mennesker