Peters tur til EuroDisneyLand

PETERS TUR TIL EURODISNEYLAND^tm
Tekst: Per Holm
Foto: Ole Nimbus

Det var 2. Juledag. Peter åbnede langsomt sine øjne, og fik øje på Mickey Mouse^tm dukken, der sad og smilede til ham fra sin plads på stolen hvor også hans pastelfarvede tøj lå pænt sammenfoldet.
  Det havde været en dejlig jul, selvom Far og Mor ikke have for mange penge at rutte med.
  Peter missede glad mod den lave vintersol.
  Far kom ind på værelset og løftede Peter, der begejstret spjættede med benstumperne: "Peter, kan du huske sidste år, da du fik benene skåret af, og du fik alle de fine postkort fra hele verden og den flinke mand kom og gav dig en plads i Guinness' rekordbog?".
   Peter strålede som en lille sol: "Iihh ja far!!"
   "Ved du hvad, Peter - vi har lige talt med den flinke doktormand, ham kan du godt huske ikke, og han siger at den smertestillende medicin har givet dig en ny, dejlig sygdom. Den hedder kræft, og ved du hvad Peter, nu kan du komme til EuroDisneyland^tm ligesom alle de børn du har læst om i mors blade!"
  Peters smil voksede og voksede: "Ååh far, er det det sjove sted der står om bag på Coca Cola-etiketterne, det med Anders And og Fedtmule og...MICKEY MOUSE!!!??" Hans korte lemmer gik som piskeris, og Far var lige ved at tabe den henrykte dreng på gulvet.
  "Ja Peter, vi skal ind til Ugebladet og være med i en konkurrence."
  Formiddagen gik med at gøre Peter i stand. Først klippede Mor håret af ham, og barberede hans pletvist dunede isse. Så malede hun ham lidt sort under øjnene. Hun ville have givet ham et sprøjt tåregas i hovedet for at få det ophovnede look som lige nu var så in, men her sagde Far stop, for de var jo ærlige mennesker. Peter fik så sin ble på, under det farvestrålende Mickey Mouse joggingsæt. Familien vidste af erfaring at Disney^tm tøj var det allerbedste en sygdomsramt purk kunne få. Folk blev så glade når de så en krøbling smykket med de kendte tegneseriefigurer.
  Efter frokosten bar Far så Peter ud i bilen, og på vejen ind til København øvede de sig på det nummer med New kids On the Block som Peter skulle være helt vild med.
   De ankom præcis kl. 14.00, og Far skyndte sig at melde Peter til alle de konkurrencer han kunne stille op i. Det var svært. Hvor tit havde Peter ikke ønsket sig at have cystisk fibrose! Dem var der meget mere bud efter, og han havde endda hørt om en pige der var kommet i stald hos Eugen Tajmer. Han ville også gerne have været en pige. Øv, piger fik altid det bedste. Damen der skulle skrive dem på konkurrencetilmeldingerne ville ikke melde ham til New Kids on the Block konkurrencen, hvor man kunne vinde et møde med Jordan Knight, under henvisning til at Peter ikke var en pige og da slet ikke fed og uselvstændig. Og hvad så, om han ikke var en pige? Han havde leukæmi og havde mistet benene og skulle snart dø! Men damen var ubøjelig, så det blev kun til musikinstrumentkonkurrencen og den store konkurrence om turen til EuroDisneyland^tm. Far trøstede Peter og sagde at det var da i orden, når bare han kom med i den store konkurrence, og Peter kiggede taknemmeligt op på ham. Det her var Peter og HANS far, nu skulle de rigtignok vise de andre!
  Pludselig gik der et gys gennem de forsamlede forældre og deres mongolide, forkrøblede og sygdomsplagede, men alligevel lykkelige poder. Onkel Bent, journalisten der skulle skrive artiklerne, var kommet, og stod nu og stirrede bedømmende på skaren. Flere begyndte hurtigt at hoste, og en enkelt sagde at han lige havde skidt i bukserne, men alligevel var glad for livet. Far og Peter tog det roligt: de havde prøvet det før, og vidste at Onkel Bent udelukkende ville bedømme dem på deres præstation i øvelsen. Først kom musikinstrumentkonkurrencen. Her gjaldt at spille på et instrument, endskønt ens handicap næsten umuliggjorde det. Peter og Far havde tænkt meget over det. Det var lettest hvis man ikke havde nogen hænder og f.eks. skulle spille tromme med stikken mellem tænderne. Så smilede man også hele tiden, og det kunne fotografen godt lide. Men hvis Peter også fik fjernet armene, hvad skulle han så holde om Far og Mor med, når fotografen tog billedet? Nej, de havde fundet på noget meget smartere.
  Far tog rygsækken med hullerne til benene frem, og Peter hoppede ned i den. Far hang ham nu i posen på stueorglet, og startede den latinamerikanske rytme. Peter spillede og spillede, og benstumperne gik lystigt hen over pedalerne mens han spillede 'Lille Peter Edderkop' på tangenterne, som han knapt kunne se. Og PRUUUT, der fyldte han bleen. Onkel Bent nikkede anerkendende til sin sekretær: her var bestemt noget.
  Konkurrencerne fortsatte, og endelig var det blevet tid til den store bedømmelse. Peter fik sit Mickey Mouse^tm joggingsæt med de sammensyede buksegab på, og nummer syv sat på med en sikkerhedsnål. Faderen havde taget sit sympatiske Jegkunne-være-din-arbejdskammerat tøj på. Sammen gik de nu rundt i forhallen, der i dagens anledning var oplyst som en anden manege. Peter tog diskret hårtotter op af lommen, og lod som om det var løst hår han hev ud, og hoppede ellers rundt og smilede gennem kunstfærdigt tårevædede øjne.
  'Ja tak' sagde Onkel Bent, efter et stykke tid, hvorefter han satte sig ned og snakkede med nogle mænd Peter ikke kunne genkende.
  Efter 10 min. rejste Onkel Bent sig og rømmede sig. 'Og vinderen af turen til EuroDisneyland^tm, blev par nr. syv'. Her kiggede han ned på sin blok. 'Peter Andersen og hans familie'. Nogle blev lidt skuffede, men snart klappede alle de der havde hænder af hjertens lyst.

EuroDisneyland^tm var endnu større end Peter havde forestillet sig. Og Arne Melchoir, Den danske stats Disneyambassadør, var den mest intelligente og belevne guide han nogensinde havde haft. Arne gik meget op i sit betroede hverv, og Peter havde selv set ham stå og rede sig med bølgekammen i en hel time før han skulle møde Anders And^tm.
  Straks de var kommet indenfor EuroDisneylands^tm beskyttende mure satte de Mickey Mouse ørerne på (de ville så nødig vække opsigt) og ilede mod deres fælles mål: Det Vilde Vesten land^tm. Ja, hverken Onkel Bent eller fotografen kunne følge med i den Disneysyge Arnes tempo. Peter blev næsten søsyg af Arnes vilde spurt som han sad der i en pose på hans runde mave. Arne havde investeret i sådan noget fint indianertøj. Ja, det var næsten lige så fint som det tøj indianeren der bliver ven med den hvide mand i Fantareklamen i biografen havde på! Og afsted gik det ned af Main Street - Arne havde været i det amerikanske Disneyland^tm, og han vidste præcis hvor Det Vilde Vesten lå.
  Men der fik han og Peter sig en overraskelse! EuroDisneyland^tm påtog sig nemlig at pervertere europæisk historie og kultur i stedet for den amerikanske. Så efter en halsbrækkende tur gennem Discoveryland^tm stod de, med candyfloss på tøjet, foran ikke Det Vilde Vesten - men Naziland! Peter tabte plastictomahawken ud af hånden, og fik Arnes kæbe i hovedet. 'Hvad står der?' spurgte Peter, der endnu ikke havde lært at læse. 'Naziland..' Fremstammede en tydeligt rystet Arne. Da det første chok havde fortaget sig, gik de derind, og det viste sig at Naziland var mindst ligeså sjovt som Det Vilde Vesten. Knap havde de set sig om før lyset blev dæmpet, og Schwartzeper kom løbende ind i folkemængden. 'Der er han!' Skreg Minnie Maus, og pegede anklagende på Schwartzeper der straks begyndte at svede under den lange sorte frakke, og nervøst rettede på sine små guldbriller. Fra hans lommer stak tykke bundter sedler. 'Der fik vi dig, din schweinhund!,' råbte Mickey Maus, der just nu strækmarcherede ind på scenen efterfulgt af Fedtmaul. 'A-HYDR HYDR!,' klukkede Fedtmaul, 'Nu skal du under bruseren!' 'Ja,' fortsatte Mickey, 'så kan du nok lære ikke at tage ågerrenter fra ærlige tegneseriefigurer!'. Her sluttede det lille spil, og folk klappede og smilede. Peter var så lykkelig at tårene stod ham i øjnene, og han fik fantomsmerter i fødderne: 'Arne! Arne! Jeg vil have taget et billede med Mickey! Jeg vil have taget et billede med Mickey!'. Fotografen knipsede og Onkel Bents pen glødede. Peters forældre var netop kommet tilbage fra deres tur i Kærlighedstunnellen^tm, og for første gang siden Peters sygdom, blussede de af Ægte Glæde^tm.