En æstet ser på racer

En æstet ser på racer
ved Per Holm (pamfletskriver ^¤, social kommentator og medarbejder).

03.14.93

Når man spadserer på Thorvaldsens museum og beskuer de prægtige skulpturer gribes man tit af begejstring over deres skønhed. Men de er jo blot dødsenshvide skulpturer af mennesker.

Rigtige mennesker er derimod levende kunstværker. De findes over den ganske klode i de mest spøjse udgaver.

Jeg er æstet. Jeg ser på racer. Og hvad er mere naturligt end at starte med min egen.

Den Nordiske Race

Ja, der er jo ingen så fager på jorden! Høje, lyse og smukke! Intet under at hovedparten af verdens højest betalte fotomodeller netop tilhører denne race. Ja, de skønneste mennesker kommer dog fra skandinavien. Kvinderne, hvis skønhed tilbedes i den ganske verden, er dog de smukkeste skabninger denne verden kan byde på. Det faste blik, denne selvtillid med hvilken de præsenterer sig. Uforligneligt!
At også folk af anden race tilbeder disse skabninger kan ses af de mange voldtægtssager omkring flygtningecentrene.
Og mændene! Stærke og rolige. Lige næse og høj pande.

Findes hovedsageligt i staterne Danmark, Sverige, Norge og Island.

Den østbaltiske race

En blanding mellem den nordiske og den slaviske. Naturligvis er de mennesker med flest nordiske, og færrest slaviske træk de smukkeste. Det slaviske blod gør ansigtet mere firkantet, og kroppen mere korpulent. Knapt så æstetisk. Finland.

Den alpine race

Tja, efter denne start kan det jo kun gå nedad. Sydpå. Her finder vi den alpine race. Mellemeuropæerne. De er en bastard blanding mellem den nordiske og den mediterrane race.

Undersætsige og mørklødede sammenlignet med nordlændingen, men med knapt så modbydelig som

Den mediterrane race

Denne race er, som navnet antyder, hjemmehørende omkring middelhavet. De er lavstammede, mørke i huden og har denne modbydelige uro over sig. På vores breddegrader ses de fleste eksemplarer af denne race bag disken i pizzabarer og i det Københavnske forlystelsesliv. Tomme øjne og halvåben mund er tit træk der ses hos disse omvandrende kunstværker fremstillet af en dårlig kunstner. Næsen er krum, og kvinderne har generelt mere blæver på kroppen end godt er. Alt i alt en fæl race. Folk af denne race har tit også en frastødende kultur, men videnskaben har endnu ikke fundet en sammenhæng mellem race og kultur.

Den dinariske race

Ses oftest på Balkan. Mangler ganske de træk der gør mennesker smukke. Ikke sådan forstået at de alle er grimme, men at procentdelen af mennesker det ville være behageligt at beundre i længere tid er meget lav.

Mellemøstlige blandingsracer

Vi kender alle jødekarikaturen fra nazisternes plakater. Og det der blev karikeret var sgu heller ikke for pænt.

En race er en gruppe individer med visse fælles arvelige egenskaber, der adskiller dem fra andre grupper. Min bog over racer har intet navn for, eller eksempler på det, man i 30'ernes tyskland betegnede "Ost-jude". Ikke desto mindre eksisterer denne race stadig idag, og skal følgelig også bedømmes æstetisk. Føj! Araberne fra disse områder er heller ikke for pæne med deres modbydeligt store næser, og "store, skinnende, fugtige øjne" for nu at citere Somerset Maugham. Kvinder og mænd fra disse racer er generelt ækle at skue.

Negriderne

- findes i så mange afskygninger at man kunne fylde en hel bog med dem. Her skal kun nævnes hottentotterne og den dravidiske race som værende i særklasse forskrækkelige eksempler på Homo Sapiens. Dog findes også pæne negrider: Nouba'erne er et godt eksempel. De er for Afrika i skønhed hvad Den Nordiske Race er for Europa. Høje og stærke. En fryd for øjet. Det er intet under at den tyske fotograf Leni Riefenstahl efter at have portrætteret den nordiske race valgte at fotografere Nouba'erne.

Mongoliderne

Vi kender jo alle de spraglede mongoler fra de offentlige transportmidler. Pæne er de ikke, men heldigvis lever de heller ikke så længe. De må glæde sig til at blive udfriet fra Disney-joggingtøjet. Grønlænderne lever længere, og er sandt for dyden heller ikke for pæne.

Pænere bliver det derimod i SØ-asien. Menneskene er her stadig nogle skrællinge, men ansigtets form, og de unge prostitueredes bryster, har noget klassisk smukt over sig som enhver æstet må prise sig lykkelig over at få lov til at se. De har dertil en ro der kun synes at blive brudt hvis de får lejlighed til at tage røde pandebånd på og slå amerikanere.

Indo-australider

Ha ha. Menneskeartens svar på abernes orangutang. Med deres firkantede hoveder og festligt brede næser er det intet under at de første europæere ikke tog dem for mennesker. Den >indfødte australier er perfekt som model til en maske der kan bruges når den lille skal lære at spise op. Uhyggelige og fascinerende.

Efter at have nedfældet disse domme gav jeg dem til en herboende bekendt af arabisk herkomst. Han erklærede sig stort set enig, dog fandt han ikke sydlændinge så modbydelige som jeg. Vi diskuterede lidt frem og tilbage om hvordan det kunne være at vi følte som vi gjorde. Vi kom ikke rigtig frem til noget, men skiltes i gensidig respekt for hinandens overbevisninger. Jeg fik noget af det spændende indvandrermad, og så sang vi nogle antifascistiske sange.