Hans Christian Andersen

"Bu hu hu huuh. Nede ved bækken sad en lille dreng og græd så bitterligt. De andre kunne ikke lide ham fordi han var fattig og anderledes. Hakke hakke hakke, altid ude efter lille fattige Hans Christian, aldrig kunne han gøre noget rigtigt. Den grimme ælling i en stor ond andegård. Men han voksede, og drog til København, hvor han satte et kryds i sin dagbog hver gang han havde hevet i den lille mand, og blev i sandhed til en fin hvid svane med en rigtig brun kræftsvulst i hjernen."

Lille Hans Christian blev født i Odense i 1805 som barn af en uvidende vaskekone og en depressiv skomager. Moderen var analfabet og dybt religiøs. Faderen var bare melankolsk. Bedstefaderen var i dårekisten, mens bedstemoderen endnu ikke var blevet professionel, og måtte nøjes med at lyve og overdrive ud i det sindsyge og usammenhængende. Da Lille Hans Christian var 11 år, blev faderen slagen af sygdom. I sin dødsstund rettede han sig forvildet op i sengen, pegede på ruden med isblomster og skreg "Åh, Isdronningen kommer og tager mig!".

HC var et ensomt og gammelklogt barn, der brød sig mere om at digte vers og synge med sin fæle skrigestemme end at lege med de væmmelige knægte på fattigskolen. Pigerne havde han det lettere med, og de legede lystigt indtil de blev tolv år og begyndte at blive vanskabte og unaturlige. HC klarede sig forrygende dårligt i skolen, og forlod den ganske hurtigt. Som 14 årig fik han arbejde på en klædefabrik, og som hans jævnaldrende var de store grove arbejdere på fabrikken ikke helt sikre på hans køn. Men de kunne gøre noget for at komme tvivlen til livs, og trak resolut bukserne ned på den hylende hormondefekt. Den kryknæsede yngling modtog nogle hårde ord for sine knapheder, og løb grædende hjem til sin mor. Efter sin konfirmation tog han fra Odense til København med 10 rigsdaler på lommen.

Her fandt han ud af at hans liv var en lang øvelse i afvisninger. Allerede på ankomstdagen dansede han for en solodanserinde, der troede at knægten var skør, og fik ham jaget hurtigt ud. Han opsøgte alle der var kendte og havde indflydelse og trakterede dem med skiftevis digte, dans og sang. Og de græmmedes ved synet af den ranglede tragedie med den skingre sopran, der citerede Oehlenschläger som en ordblind, dansede en modbydelig parodi på ballet i sine langskaftede rejsestøvler, og sang med en stemme som var der muskelsvind i kroppen. Han opnåede dog at være elev på Den Kongelige Ballet i 4 år, før han blev losset ud.

Strøet omkring i borgerhjemmene lå hans sovsede melodramatiske kærlighedsdigte og lovprisninger af Herren. Han forpassede aldrig en chance for besvære folk med et digt. Han var talentløs, og det borgerskab han nassede på, kunne ikke udstå synet og lyden af ham mere. De sendte ham på latinskolen i Slagelse, under den betingelse at han FOR FANDEN HOLDT OP MED DET SKIDE DIGTERI. Hans digtning, faktisk ethvert kunstnerisk udtryk fra hans side, var værre end skab i underpermissionerne, og de ramte Københavnere glædede sig over at være sluppet af med ham.

Rektor Mejsling i Slagelse var ham en hård lærer. Men retfærdig på sin egen urimelige og ondskabsfulde måde. Han benyttede enhver lejlighed til at håne den unge, usikre knægt. Ydmygelserne og slagene gik hånd i hånd, og der var altid lejlighed. Havde han ikke dummet sig fagligt, var han dog altid dum og mærkelig, og kunne passende få sin straf for det. HC græd hver evig eneste dag. Konen ville dog gerne trøste ham, mod at han rørte hende på en beskidt måde, hvilket gjorde hylet endnu mere ked af det. HC anråbte Gud i sine små hemmelige notesbøger og overvejede selvmord. Han kom dog levende tilbage til København, men ikke uden at have føjet nogle nye tilbagevendende mareridt til sit repertoire af natlige angstscenarier.

Hvad enten HC var vågen eller sov, var der ting der skræmte ham fra sans og samling. Om natten drømte han om døde børn, store hunde der ville flå i ham, eller politiet der ville komme efter ham. Han var mere brødebetynget end en kristen børnepuler, og ville aldrig ses i nærheden af en politibetjent. Om dagen var han bange for mennesker, ild, hunde, små rum, skindød, sygdom og kroppens uhumske lyster. Uuuuh, det hele var så ondt. Der gik ikke en dag uden at det beskedent udviklede adamsæble hoppede op og ned til hikstene fra den grådkvalte digter.

Efter at være blevet afvist som balletdanser, blev han vraget som sanger og derefter som skuespiller. Han slog sig på skrivekunsten, og fik straks dårlig kritik. Folk kunne ikke udstå den flæbende, tvangsneurotiske fattigrøv. Men på den anden side var han meget morsom, og fik en almisse i ny og næ. Borgerskabet elskede jo at høre ham ævle løs om sin angst og fattige opvækst. Den var HC dog også blevet bange for. Til sin dødsdag var han ræd for at halvsøsteren, der var fattig og sindssyg, eller mosteren, der var bordelmutter, skulle komme til København og kompromittere ham.

Han foretog mange rejser, og kom altid hjem med dyden og helbredet i behold, hvor meget han så end havde betvivlet det før afrejsen. Han var i "Huse hvor der solgtes Menneskekjød" tre gange. Han købte hver gang, men insisterede på kun at tale. Ligefrem at kneppe den unge pige (HC valgte altid den yngste i etablissementet) blev det aldrig til. Det har de næppe heller været kede af.

HC var ensom og rastløs hele livet, evigt sørgmodig, utåleligt forfængelig, og endnu mere utåleligt overfølsom. Der skulle intet til før han brast i gråd, eller begyndte at himle op og kysse folks hænder. Husets frue kunne knapt lade en brøleabe flyve af tarmen før HC enten henrevet begyndte at prise den som kærlighedens ypperste gave i himlen som på jorden, i hypokondri skreg at han blev gasset af onde mennesker, eller brast i gråd fordi den mindede ham om hans fattige opvækst. Og ligegyldigt hvad folk gjorde skulle HC nok få gjort et eller andet forfærdeligt pinligt. Et af hans bedre trick var at få et nervøsitetsanfald efter at have spist sødsuppe.

Livet igennem ønskede han brændende at vinde i lotteriet. Men han vandt en stor kræftknude i hjernen og døde efter mange lange pinsler.

Undervejs i sit liv skrev han hemmelig dagbog. At al blækken ikke blev visket ud af hans mange tårer og hyppige sædudgydelser er utroligt. Danmarks nationaldigter:

29.9.1825 Gud! Gud! tak! mit Hiertes hele Tak! ja! ja! du er min Hiælp, du vil vist ikke hæve mit Mod for at det maa deshaardere knuses.

11.6.1833 Var i Cabinet mysteriøs, det var skrækkeligt! alle Kjønsdelene afbildet i de frygteligste Sygdomme, den kolde Sveed sprang ud af mine Fingerspidse.

6.1.1834 Var, som igaar, hos Kückler og blev malet, medens jeg sad kom en ung Model paa 16 Aar med sin Moder, Kückler sagde at han vilde see hvorledes hendes Bryst saa ud, Pigen syntes lidt undseelig over at jeg var der, men Moderen sagde, Snik snak! og løste hendes Kjole, tog den med Særken heelt ned om Maven paa hende, der stod hun nu halvnøgen, noget mørk i huden, lidt for magre Arme men smukke runde bryster, idet Moderen blottede hende, følte jeg mit hele Legeme bæve, Kykler saae at jeg blev bleeg og spurgte mig om jeg fik ondt.

28.2.1834 Efter Bordet en frygtelige Hede i mit Blod, Hovedpine; Blodet trængte op i mine Øine, en Lidenskabelighed jeg aldrig havde kendt drev mig afsted, jeg veed ikke selv hvor jeg gik [...] Luftningen kjølte mig ikke, jeg brændte. - Da jeg gik hjem kom to Mænd og anbefalede mig Donnaer. Nei, nei! skreeg jeg og gik hjem, hvor jeg gjorte Hovedet vaadt, satte mig til at digte, læse, regne mine penge ud. Nu er jeg roligere og gaaer ikke ud i Aften. - Erfarne Folk vil vist lee af min Uskyldighed, dog Uskyldighed er det ikke, det er en Modbydelighed for denne Ting, jeg eengang har en Følelse imod.

14.5.1834 O var jeg død! Livet har ingen Glæde for mig; Hun, Ungdoms Lyst, Italien Alt er borte! - O jeg er syg, Legems og Sjæle syg, kunde jeg dog sove, sove ret fast, for aldrig at vaagne i denne Verden.

28.6.1834 Jeg lider for mit Bryst, en underlig Knugen, det gaaer mig op i Halsen og mit Blod er i Bevægelse, Dr Thune siger det er Moersyge, det samme unge Piger have naar de ikke blive Gift; det er Naturen som kræver sig, men nei, nei, Naturen kan ikke vilde det Fordærvelige! -

1.7.1834 Du evige Gud, før mig ubesmittet tilbage, Din Vilie, det Fornuftige, skee for mig, ogsaa Sorgen.

2.7.1834 Jeg var særdeles afkræftet, mine Hænder skjælvede og Sveden trillede fra min Pande. Jeg lever vist ikke længe, var jeg dog død i Italien! [Du skal først dø om 40 år HC]

29.3.1841 Penis er daarlig paa mig og Himlen veed at jeg er ikke Skyld deri.

1.5.1841 Sandselighed er en salig Pirren gjennem Nærverne i det man udlader en Draabe af sin Livskraft.

5.7.1844 Det knagede underligt inde i mit Hoved, Angst for at blive gal.

24.11.1845 Vognet i Nat, var nær ved at besvime, stod op, drak Vand, troede at Værelset var fyldt med GasLuft; Drømte en Deel om at tegne mig for bidrag for Trængende, men mente ikke jeg levet til næste Aar. [30 år endnu, HC]

26.11.1845 Drak Punsch i Pavillonen; hjemme atter hedt Blod, vilde Lyster.

18.4.1846 Gik imorges til Dr: Uhldall og lod ham see paa Bagdelen; han meente det var en Karbunkel; sad for Kolberg; jeg lider i Dag en Deel!

19.4.1846 Megen Smerte, ondt ved at gaae. - havde faaet Brev fra Frøken Schwanenfeldt om at drikke Chokolade der Klokken eet, jeg lovede at komme, jeg var lidende, matte læse to Eventyr, sagde jeg var syg og gik hjem, for at tage Igler paa, Pigen kjøbte fire, der var ingen Barbeer at finde, hun hentede en Phormazeut, han saae skrækkelig ud, uden Hageben, han talte nede i Halsen og forlangte, da jeg spurgte derom 1 Scudo for at sætte Iglerne paa; nei tak sagde jeg og sendte ham afsted, gik i Seng og tog varme omslag og skrev imidlertid til Uldal, der kom om Aftenen, erklærede det for en Byld lige ved Endetarmen.

20.4.1846 En meget daarlig Nat var det, jeg havde det slet lagt under mit Hoved og altid borede jeg Omslaget op i Enden, saa jeg laae i en febril Tilstand; Uldal og Davidsen besøgte mig, de reise ulykkeligvis imorgen herfra til Neapel, han meente at jeg kunde faae skaaret Hul paa den til Aften [...] Klokken var halv elleve og endnu kom ikke Uldahl, jeg var ogsaa lidt angst for Opskjærelsen, slukkede lyset og sov, da kom han; "Jeg troer ikke jeg vil skjære den op", sagde han, "der kunde komme Tilfælde og jeg reiser", han saae paa den og sagde der var alt Hul og trykkede nu, det var den voldsomste Smerte, han gjentog forskellige tryk 5 a 6 Gange, jeg skreeg høit Jesu og sank i Afmagt, det var et Moment, jeg vidste intete mere, jeg syntes at gaae over i en Drøm, han stod for mig kastede mig Vand i Ansigt: "ja jeg tog haardt!" sagde han, "men jeg maatte faae alt ud"; han var saa venlig og hyggelig om mig, redte Sengen lidt bedre, Feberkulde gjøs i mig; det er Nerveus Gysning! sagde han, der var kommet meget Blod og Materie, jeg fik varme omslag, følte mig langt bedre og sov. -

1.8.1847 Jeg er ængstelig over denne Mathed, denne Surren i Rygraden, jeg faaer vist Rykmarvs Tæring, eller bliver gal!

20.9.1847 Stor Lyst til Daarlighed, det stikker i Blodet gik flere Gange op og ned af Gaden og derpaa ligesom før hjem igen, jeg er en Nar! mit hjerte bankede. Gammel Nar!

24.6.1850 Der stod en fæl Vagabundus ved Kilden, jeg havde fornæmmelse af at han maaske vidste hvem jeg var, og kunde sige mig noget ubehageligt; som var jeg en Paria kommet i en høiere Kaste.

26.8.1851 Hjemme Porter, der styrkede mig; sandselig Lyst, men som altid, der blev ikke noget af! - Jeg er saa ung og dog gammel. -

18.10.1857 idelig Tanke om at det er mine sidste Levedage. -

19.7.1858 Oppe Klokken sex, fik lidt Diaréh! Kjørte i stærk varme fra Plauen. Hæslig Drøm i Nat om et Barn af Davidson jeg gjemte ved mit bryst og hvorledes det blev til et dødt vaadt Saar.

8.1.1861Om Aftenen stærk Lyst til Punsch, (ret en Ruus) men der blev ingen Punsch, jeg har alle onde Elementer i mig; frels mig!

18.10.1861 Jeg er jevnlig nerveus; lider af Angest og Trykken for Brystet, troer at falde om, blive gal eller apoplextisk og dog gjør jeg intet.

29.10.1861 Jeg har en Fornemmelse som havde jeg gjort en Ulykke og skulde ende i Jammer, drages ned i Dyndet, haanes og foragtes! jeg kan ikke løfte mig ud af dette Vanvid uden korte Momenter, og synker da hen igjen.

1.8.1862 Drømt hæsligt om et lille Barn jeg bar, der svandt ind til et tørt Skind paa min Skulder.

17.7.1863 Drømt afskyeligt at alle mine Tænder faldt mig ud af Munden; overtroisk.

16.9.1863 Jeg er ikke tilfreds med mig selv. Jeg kan ikke være i min Eensomhed, træt af Liv og Leven.

24.1.1864 Middag hos Eduard Collins. Jeg føler mig trykket og forstemt, kan Intet bestille. Ønsker en Ende paa Alt.

3.3.1864 Opfriskes maa jeg eller synke ynkelig hen. Idag fik jeg hjem i Æske fra Bramsen mine nye Tænder. En ny indskrivelse i de gamle Mænds Rolle og med mine ungdommelige Følelser derfor latterlige Personlighed.

10.4.1864 Hosten vedbliver Tandpinen enerverer; i Dag har jeg gaaet betynget og forældet, Døden var mig bedst.

12.7.1864 Der er en syg Stræng i min sjæl, der vil gaae Aaringer før den læges og maaske aldrig, ja er maaskee den Sandheds Streng, min Fixe Idee Forudsynlighed; jeg er revet ind i Maskinen og skal flænges itu.

16.7.1864 Inat drømte jeg en fæl Drøm, alle mine Tænder faldt mig ud af Munden.

31.10.1864 I Nat havde jeg igjen min sædvanlige hæslige Drøm om et levende Barn jeg lægger ind paa mit varme Bryst, denne Gang var det dog kun i mit Ærme, og det udaandede og blev et vaadt Skind kun.

20.11.1864 Humeuret tungt, Knuden i Haanden troer jeg fører til en Operation og jeg døer deraf; det er jo Tiden snart jeg maa døe, og i det jeg tænker derpaa syntes jeg slet ikke at have nydt Livet; ikke grebet Frugten Gud forundte mig. Med min Lykke er det nu forbi; Krigen har skildt mig ved mange Venner, dem jeg nu aldrig kan møde og her hjemme har jeg kun at vente paa at komme i jorden.

27.12.1864 Drømte inat to uhyggelige Drømme, den sidste var at jeg blev fængslet og skudt; at jeg var uskyldig hjalp ikke.

9.5.1865 Inat fæl Drøm om et dødt Barn jeg gik og bar paa.

31.5.1865 I Haven hørte jeg "Kukkeren", jeg spurgte den: "hvorlænge skal jeg leve?" og den holdt pludseligt op.

30.10.1865 Jeg har en fornemmelse at hen i Foraaret er jeg død.

22.1.1866 Var hos Bramsen da hans kunstige Tænder skar mig Hul i Munden,

26.11.1866 drømte fælt om Natten at jeg var i Tugthuset.

23.9.1867 Drømt infernalsk om de tre store Hunde hvis Lænke naaede heelt over Gaden og som blev Mennesker med store Negle der kradsede mig.

28.1.1868 Var i Theatret til to Acter af Operaen Fra-Djavolo, da jeg kom hjem var mit ene Øre blodrødt og brændende: jeg frygter at det bliver Rosen; i Dag har jeg ellers plaget mig selv ved den Tanke at jeg havde faaet Glas i Maven ved i aftes hjemme at drikke Viin af en Flaske der var slaaet itu.

6.2.1868 Føler mig saa underlig slattet, jeg har vist Rygmarvs Tæring, imellem gjør det et Schok i mig saa jeg er nærved at falde om.

1.6.1868 Sov uroligt: drømt hæsligt om et Barn der laae ved mit Bryst og blev en vaad Klud.

18.6.1868 Inat sov jeg urolig, drømte at jeg reed paa en Niilhest der vilde sluge mit Been.

14.3.1869 Graat og koldt. Ilde Humeur, jeg har imellem Tilløb til at blive gal, troer jeg.

14.5.1869 Davidsen talte med mig og hans Spyt fløi mig ind i Øiet, det brændte, jeg fik Angst for at han kunde feile noget.

9.6.1869 En dejlig Rødtjørn i Klampenborg Have. Jeg havde den halve Dag Forstoppelse, men den hævedes ved at spise Rhabarbaragrød.

20.11.1869 Imorges da jeg lukkede Hausknecht ind hang min Pengepung løst om min Hals, han saae paa den, mon han kommer til Natten og quæler mig for at faae den.

24.11.1869 Jeg kjender denne hysteriske Ængstelighed og kan ikke bekjæmpe den.

15.1.1870 Ved Bordet sank jeg en Svedskesteen og har Angst derefter.

16.1.1870 Fornemmelse i Halsen og i Siden af Maven, Angest for Svedskestenen [..] Var nerveus og havde Blommesteens Fornemmelse, kjørte hjem.

17.1.1870 Blommestenen kommet, Angst for at den har beskadiget Tarmene.

23.1.1870 Jonas ikke Aabning, Doctoren været her i Huset men ikke besøgt ham. Jeg gik nu paa Apotheket og kjøbte amerikansk Olie, var ængstelig for at den ikke var den rette, jeg vilde smage paa den først. I Nat sov jeg urolig bange for at han i Phantasie skulde tage Livet af sig. Trøstede mig med at han boede i den lave Stue-Etage og Vinduet havde Jernstænger. Olien virkede og han fik Aabning.

1.5.1870 Drømt inat en hæslig Drøm, at jeg skulde halshukkes paa Tirsdag.

31.5.1870 Jeg har ondt i Fodsaalen paa Høiere, det er som havde jeg traadt en Splint deri eller jeg har revet mig paa en Naal i Sengen, siddende i Skinnebeens Kluden der er faldet af. Maaske faaer jeg fra liden Aarsag her min Død den maa jo snart komme.

4.11.1870 Fik et anfald af Fix Idee da jeg gik hjem fra Kochs.

17.2.1871 Føler mig meget træt og kjed af Livet.

1.3.1871 Jeg havde iaften Anfald igjen af mine Vanviids Phantasier.

12.3.1871 jeg fik igjen en Vanvids Idee jeg er paa Veien til Galehuset føler jeg. Jeg kom igjen en kort Tid i min gruelige Liden! jeg maa vist faa talt med en Læge, men hvilken, een som har forstand, der kan lyse ind i mit sygelige Sind.

6.4.1871 tænkt paa Døden; den bliver mig tænker jeg vis i dette Aar.

14.6.1871 Idag ere de Alle inde i Byen. Aldeles ikke glad; gid jeg havde Penge nok og var yngre, jeg fløi bort, eller levede som jeg ville uafhængigt af Alle; Egoister, Svaghedsbørn, som jeg selv, ere de Alle. -

16.7.1871 I Morges omtrent Kl 4 vaagnede jeg ved at jeg isøvne kløede min Arm, netop hvor Kopperne ere sat, jeg rev Saarene af og blev forfærdet, da jeg fik Angst for Følgerne, tænkte mig at Armen vilde hovne op, at der kunde gaae Koldbrand i og at den maatte sættes af, hvilket for mig, vilde være at døe en piinlig Død. Jeg foer ud af Sengen for at toe mine Hænder at der ikke skulde sidde Vaccine paa og jeg gnide denne ind i Øinene.

21.1.1872 Gik over i Theatret til anden Act af Capriciosa. Føler mig forstemt og træt, nu jeg sidder hjemme. Bedre Dage bringer mit Liv mig nu ikke; Alderdom Svaghed og Død.

24.2.1872 Følt mig affældig, træt, gammel, bedrøvet over mig selv og mit Liv nu.

1.7.1872 Misfornøjet med mig selv [noget om en vogn] men jeg lod den kjøre, tridsede hjem, tungsindig og livskjed.

28.9.1872 Regnveir til Morgen, siden Solskin; tungt Humeur, Livslede og egen Angst for at blive sindssvag; jeg føler mig uhyggelig og har ikke Lyst til Noget.

10.11.1872 Kjed af at leve og dog angest for at døe!

2.12.1872 Klokken 6 faldt jeg i Søvn og sov til henved 9, tog da den befalede Olie, en Spiseskeefuld, gik saa ind til min Caffe aux lait, havde to Gange stærke Vinde, men da jeg troede at en tredie, fik jeg voldsom Diaréh i Buxerne, jeg maatte paa Locum og derpaa helt klæde mig om, da fik jeg Opkastelse, al Kaffen gik. -

6.12.1872 Igaar og i Dag har jeg faaet Angest ved at see paa mine Excrementer, de ere sortbrune, see aldeles ud som Tjæresalve. - Jeg har Skjæren om Livet, frygter at der er noget galt i mit Indvendige.

22.8.1873 I meget tungt Humeur, fortvivlet over at fløtte ind i min gamle Sygestue i Kjøbenhavn, kom flere Gange i Graad, endelig gik Louise Melchior ind til Drevsens, og kom da med Fru Jette Collin, der var kjærlig og trøstende, jeg var aldeles opløst og da jeg nævnede mit Brev til Fru Drevsen det jeg havde skrevet i Mismod og Bitterhed, sagde hun i stor Uskyldighed. "det har moret Ingeborg saa meget, det var et rigtig livlig Brev", moret! udbrød jeg, morsomt! det var som man greb med raa Hænder ind i mit aandelige jeg. Saaledes var det Brev opfattet.

1.9.1873 Gud frels mig fra store Smerter og forund mig dog en hurtig Død.

3.9.1873 Natten gik usædvanlig godt, men Dagen er fortvivlende; Ulyst til at leve, og dog Angst for Døden.

14.9.1873 Stod først op efter Klokken 8; Maven noget tynd, Humeuret endnu tyndere, jeg har intet at glæde mig til. Jeg sidder som en dødsdømt Fange der venter hver Dag at blive hentet til Henrettelse, er angst for hvor piinlig denne vil blive og dog vil gjerne see at have snart Ende paa det Hele. Betalt regningen for Ugen, den er ikke lille.

1.11.1873 Særdeles forladt og lidende; skrev Brev derom til Eduard Collin. Jeg bliver aldrig rask, og det drager ud med at døe; jeg ønsker Døden og har dog Angest for den.

27.11.1873 Hold i venstre Bryst, nerveus og syg i Sindet; tog ikke til Melchiors uagtet der blev fornyet Indbydelse. jeg følte mig kun til Besvær hos Alle, tænkte paa Døden; var fuld af Livslede og kom hvert Øieblik i Graad.

31.5.1875 Nerveus kom jeg op, en ny Barbersvend om, han trængte sig saa meget ind paa mig under Barberingen, jeg vilde skyde ham fra mig og var derved bange for at skjæres, hans blik og skinnende hvide Tænder havde mig noget skrækkende, jeg var angest for ham, angst for Overfald, for onde Mennesker, laveded mig en heel deel vanvittig Tøi, og tænkte paa at blive gal.

Nu skal det ikke forstås sådan at HCA's gang på jorden var en lang smertefuld vralten i kval og sorg. Han havde skam også sine glæder:

8.6.1869 Regnveir. Et Paar Smaadrenge kom paa Jernbanen og rakte mig Haanden, spurgte hvilken Klasse jeg kjørte i. Jeg sagde første. Det var kjedeligt! sagde den lille ven, der skulde i tredie, jeg følte mig ganske smigret.