18.03.03

Vi er alle børn af Theodor Amsted. I hvert fald os, der sidder på kontor. Jeg behøver dog ikke flygte fra hverdagen. Jeg har råd til at købe alle de DVD'er jeg har lyst til.

Filmversionen af Scherfigs klassikker fra 1935 er lige så besk som originalen.

En kontormand keder sig på sit job. Det er dumt og ligegyldigt, kontorchefen er kolerisk, hjemmet og hele verden er så velordnet og fastlagt, at det ikke er til at holde ud. Men en dag tager han ud i friheden...

De sidder i rene nystrøgne grå dragter og ser op på alterets forgyldte kors og juletræer. Det er mænd i alle aldre og fra alle samfundslag. Det er indbrudstyve og alfonser og voldsmænd og røvere. Der er også nogle mordere imellem.

En af dem var engang fuldmægtig i krigsministeriet. Han havde en god stilling og et smukt hjem. Han havde udsigt til pension. Han havde al mulig grund til at være tilfreds. Men der må alligevel have ulmet en lille utilfredshed i ham. Han ville prøve, hvordan det var at have frihed. Der var flere omstændigheder, der stødte sammen, så han fik en chance. Men han egnede sig ikke for frihed. Han var ikke opdraget til frihed. Hans liv var bestemt til at være under kontrol. Det brød sammen for ham, da han kom ud på de vilde vover.

Men nu er han kommet hjem. Han sidder i fængselskirken og oplever sin barndomsjul.

Han har nået sit mål. Sikkerhed og tryghed. Orden og regelmæssighed. Han er her på livstid. Han kan se fremtiden tillidsfuldt i møde. Han er pensioneret. Der er intet i hans tilværelse, som ikke nøje svarer til de idealer, der i hele hans liv blev foreholdt ham. Forældre og skole og universitet har forberedt ham til dette liv. Han har nået sit mål

Lille mand, hvad nu?

Vor herrer bevare os.

Smut til forsiden eller Skriv til mig.                                   
© mig og en masse andre mennesker