Dødsangst

Dødsangst
ved Per Holm (pamfletskriver ^¤, social kommentator og medarbejder).

05.07.04

Han ligger længe vaagen og stille. Saa begynder han at klage, først sagte og afbrudt, som om han prøver sig frem, han græder men holder snart op igen.

Men han bliver ved med at klage, højere, han jamrer med tørre Øjne. Han ligger i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun på Nakke oh Hæle,han ser i dybeste Nød op mod Loftet og skriger, skriger som en Barselskvinde. Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt. Han tier omsider og ligger stille.

Johannes V. Jensen, Kongens Fald

Der er mange måder at dø på. Jeg læser tvangsmæssigt om det i Helse og ser om det i "Lægens bord". På arbejde sender de unge videoklip med selvmordsbombere rundt.

I min fantasi og forventning antager min egen død forskellige former.

En lastbil, en uopmærksomhed. 10 minutter mens mit kranies indhold drypper ud og jeg forvirret og angst indser at jeg ikke kommer til Helsingør.
Den pludselige eksplosion i venstre flymotor i 4.000 meters højde og det lange frygtelig fald mod vandet.
De mange måneder med feber, kvalme, metalsmag i munden, hårtab og, til sidst, knækket i halebenet, Pampers Senior, morfindrop, kateder og mors-stuen.

Det interessante er, at min dødsangst oftest kommer når jeg rigtig keder mig. Altså når jeg arbejder, passer børn, er på familiebesøg eller ser tv. Når livet er allerkedligst er jeg mest bange for at blive syg og dø.

Jeg tror at jeg bliver en af dem, der snyder døden. Når sygdommen endelig er konstateret, vil jeg gøre som en ekstern samarbejdspartner gjorde for nogle måneder siden: standse det hele hurtigt med piller og plasticpose. Det er bedre end de lange udmarvende måneder på hospital.

Du er også bange for døden. Du tør ikke installere et eneste af disse skærmtapeter:

Du er også bange for at skulle dø bange og grædende af kræft.