02.12.03

Kender I det med at man genbesøger sine gamle favoritter og pludselig føler sig dum?

Dengang: begyndelsen af 90'erne. Jeg læste dansk på Århus Universitet. Vi gik alle og dyrkede David Lynch. Blue Velvet, Twin Peaks, Wild at Heart. Det var vildt, det var skævt. Vi dykkede tilbage og så Eraserhead (syret!) og Elefantmanden. Vi skrev årsopgaver om David Lynch og vores lærere fik lov til at skrive om Twin Peaks-fænomenet i avisen.

Nu: ja ja, det var meget sjovt. Men så er den heller ikke værre. Skurkene hos Lynch kan være mere betændte i den typiske Hollywood-film og heltene kan være sværere at tyde. Men det er den samme spekulation som alt det andet jeg skovler ind hver aften, hver uge.

David Lynch stryger også med hårene. Opium for de intellektuelle.

Advarsel til de unge hipstere i Århus: Takashi Miikes (Audition, Ichi the Killer) laver også bare underholdning. Det er ikke undergravende. Det er ikke i opposition til det omgivende samfund (som jeg troede med Lynch).

Kulturen er så bred og kulturmarkedet er så bredt, at de ikke kan undergraves.

Du kan ikke købe en DVD i en Internet-butik og være noget specielt.

Hvis du vil være ung, vild og undergrave samfundet så klæd dig anonymt, billigt og hold dig fra kultur og familie.

David Lynch er stadig fed. Men han er ikke længere Gud.

Smut til forsiden eller Skriv til mig.                                    Tilfældig stilstand
© mig og en masse andre mennesker