Lejligheden ovenover
et rystende socialt dokument fra underdanmark
af Per Holm

De stærke øl klirrede i Arnes pose. Hælene på hans træskostøvler slog forventningsfuldt mod asfalten. De var efterhånden blevet slidt skæve af hans daglige gang mellem stationscenterets discountbutik og den to-værelses han nu havde delt med Mona i fem år. Det hele var egentlig ikke så slemt, tænkte Arne. Hvad så om han var langtidsledig: han elskede Mona og hun elskede ham, og nu skulle de have stærk øl, seks til hver. 4.25 kr. flasken. Danmark var sgu et dejligt land, hvis bare det ikke var for alle de fremmedarbejdere, der kom herop og huggede vores arbejdsløshed. Så længe man kunne drikke sig en lille bimmelim på og hygge sig med sin pige, så kunne dem inde på Christiansborg have deres politik for sig selv. Posen med ostepops dæmpede flaskernes klirren, og Arne blev varm indvendig. Hans blussende drankerkinder lyste. Mona havde udtrykkelig bedt ham købe ostepops, og Arne vidste kun alt for godt hvad det betød. Tanken om Mona der kælent smøg sig ud af de leopardprikkede stretchbukser med munden fuld af ostepops og hans slatne drankerlem mellem de kyndige fingre fik ham til at sætte farten yderligere op. Blok A, blok B, blok C. Hvor kendte Arne turen gennem forstadens trøstesløse betonbyggeri godt. Han fortsatte mod pizzabaren, der fungerede som tilholdssted for kvarterets fremmedarbejdere. Idet Arne passerede havde den lille flok fået øje på en sød dansk pige med lange korngule fletninger, ikke en dag over 14. Straks begyndte gruppen foran pizzabaren at hyle op på deres afskyelige kaudervælsk, og et af de mest usoignerede subjekter begyndte at massere bulen i de bordeaux læderbukser. Han spillede vildt med tungen, og Abdullah stak hovedet ud af sin taxa og dyttede, mens han råbte pigen an og klaskede sin hårede hånd indbydende ned i bilens zebraindtræk. Pigen ilede skræmt videre. Arne skuttede sig, og knugede posen fastere i sin hånd. Han var ikke racist, men han syntes alligevel at hedningene skulle kastreres for nations racerenhed. Idet han skråede over legepladsen fik han øje på en lille tyk dreng der sad og græd bag en papkasse, og i smertelige erindringsglimt var han pludselig tolv år igen. Han ville have at de andre kaldte ham Jim, men de kaldte ham Tykke og kastede sten efter ham. Arne var løbet fra dem, og havde fundet sig selv hulkende og småfjærtende på legepladsen i parken. Han troede han var alene, men så stod Carlo der. De andre børn var bange for Carlo, selvom han altid gav slik. Et tilsyneladende uudtømmeligt lager af guldkarameller fulgte Carlo hvorend han gik. Carlo klappede ham på hans lille tykke hoved. Arne så snøftende op. Carlo så sig hurtigt omkring, og spurgte forpustet Arne hvad der var galt. Arne begyndte igen at hulke, og fortalte den gamle mand om hvordan de andre altid drillede ham. Carlo førte ham trøstende ind i legehuset med endnu et hastigt blik rundt i parken. Fra den lange regnfrakke trak Carlo en flaske æbleaperitif. Han satte den for Arnes mund og sagde at lykkedråberne ville få alt det onde til at gå væk. Først fik ammoniaklugten Arne til at trække sig tilbage, men efter tre store slurke bredte en mærkelig varme sig i hans flæskede krop. Det svømmede for ham, og han følte sig så mærkelig varm og let. Han havde helt glemt de andre og deres drillerier, da Carlo spurgte ham om han ikke havde det for varmt. Carlo fortalte at lykkedråberne gjorde ens numse meget varm, og Arne kunne kun give ham ret. Carlo sagde at Arne skulle trække bukserne ned og lægge sig ind over bordet i legehuset og holde udkig gennem vinduet. Glad og omtåget fulgte Arne rådet. Han kunne ikke se hvad Carlo gjorde, men pludselig lød det som om det gjorde ondt på ham. Den gamle mand hev forpint efter vejret, og hans knyttede næve tævede rytmisk ind i legehusets tag. Pludselig for Carlo ud og lagde sig på knæ bag et af legepladsens rokkedyr. Han brølede og karamellerne faldt ud af munden på ham. Sekundet efter var han væk. Arne snakkede ikke siden med Carlo, men fra den dag havde han fundet en sand ven i lykkedråbernes dulmen. Den vanrøgtede mongols klageskrig rev Arne ud af minderne. Han var hjemme ved blok S. 'Hvad var det du sagde om far på stavepladen?' lød det fra første, efterfulgt af et slag og mongolens hjerteskærende hyl. 'Lad være med at slikke dig på næsen når jeg taler til dig!'. Der lød endnu et slag, og derefter var der tavst i lejligheden. 'Godt' tænkte Arne. Så slap de for at høre på tumlingen i aften. Den skulle være hans og Monas. Han låste sig ind i opgangen og gik på usikre ben mod anden sal, her lå hans og Monas lille elskovsrede. Mens han fumlede med nøglerne forestillede han sig hvordan hun lå og slangede sig inde på den lyserøde plydssofa. Den sjove familieserie med den søde og kloge hund var gået i gang og den ville hun ikke gå glip af. Han blev varm under sin udspilede vom, og kindernes blussen fik en ekstra tak. 'Mona' kaldte han mens han knitrede sigende med ostepopsene og klirrede med flaskerne 'Så er jeg hjemme'. Intet svar. Det gav et sæt i ham da han opdagede at han ikke kunne høre TV'et. Han huskede at de på bistandskontoret udtrykkeligt havde sagt at de skulle have tændt for TV'et så meget så muligt. Det indebar også et ansvar at være på overførselsindkomst, sagde de. Han lukkede hoveddøren og stavrede forpustet ind i stuen. Hun var der ikke! Han satte sig tungt ned, og knappede en af de stærke øl op. Efter de første slurke holdt hænderne op med at ryste, og han kunne tænke klarere. Hun var nok bare nede i vaskekælderen for at vaske gårsdagens gylp af sin orange soltop. Han krattede sig forventningsfuldt i den tætte mavebehåring, der stak ud der hvor skjorteknappen var sprunget, og kiggede sig omkring i den lille stue. Her havde han og Mona med kuponhæftets hjælp skabt sig et rigtigt hyggeligt hjem, en pastelfarvet oase midt i en ørken af betonslum og menneskelig forarmelse. Arne smilede til fløjsbilledet af Elvis som Mona havde hængt op ved siden af lejlighedens pryd: den kæmpestore airbrushplakat med den lyserøde enhjørning og Coca Cola-dåsen. Selv forstod Arne sig ikke på kunst. Udover Mona og de stærke øl var Arnes største lidenskab biler. Store biler. Truckerplatterne var hans, og han pudsede dem tit til Mr. Presidents gribende melodier, som altid fik hans rødsprængte øjne til at rinde lidt mere. Hans bitre økonomiske situation tillod ham ikke at have en bil selv, men han havde dog hængt store plydsterninger i alle lejlighedens vinduer. De sidste sure dråber løb lindrende gennem Arnes hals. Hvor blev Mona dog af? Rastløst stillede Arne øllene op i et smukt hjerteformet arrangement på sofabordet. Og så slog ideen ham: han kunne overraske Mona med steso'er, så de kunne få en rigtig fest. Arne vidste at Tynde-Kurt på tredje altid havde nogen. Tynde-Kurt var på højeste invalidepension, og i en alder af kun 30 år var det noget der skabte respekt og status i kvarteret. Da Arne rejste sig, mærkede han en spændt følelse omkring lænden. Sveden sprang frem på hans pande og hans håndflader blev fugtige. Svimmel af bæforlegenhed faldt han på knæ, og med den ene hånd for bagen krøb han ud på toilettet. Knap havde han sat sig til rette før en kubikmeter luft støjende undslap ham. 'Det lettede' bøvsede han halvkvalt og pressede hårdere. Det sortnede for hans øjne og halvandet kilo senere kom han til sig selv. Han må have været væk et øjeblik. Med et kom han i tanke om steso'erne. Han måtte skynde sig op til Tynde-Kurt inden Mona kom tilbage. Stakåndet rettede Arne på sine joggingbukser og bankede på Tynde-Kurts dør. Der skete intet, og Arne bankede igen. Endelig hørte han støj inde fra lejligheden. Døren gik op, og der stod Tynde-Kurt kun iført røde tangatrusser og støttestrømper. Hans magre krop var bleg som altid, men hans kinder havde et skær som Arne ikke genkendte. Han gispede da han så Arne, og da hørte Arne de ord der fik hans verden til at styrte i grus. 'Ku-urt, kom ind og kild mig igen', vrinskede Mona inde fra lejligheden, 'det var så dejligt. Kom ind til fars lille kælepotte'. 'Kælepotte!', brølede Arne, og stormede forbi Tynde-Kurt. Og der, i soveværelset, på Kurts ringelagen, lå Mona og kærtegnede Kurts brokbind. Arne var lamslået. Hvor kunne hun?! Bedøvet af chokket tænkte Arne tilbage på hvordan han havde mødt Mona på drankerpladsen foran discountbutikken. Hvordan hun havde smilet sit søde smil og leet sin perlende latter, da han havde tilbudt hende en stærk øl. Hans lykke da hun havde valgt ham fremfor de andre mænd på pladsen. Hvordan de sammen havde indrettet deres nye lejlighed i blok S. Bryllupet på rådhuset hvor hans far, trods incestdommen, havde fået lov at være med. Hvordan de i fem år havde delt glæder og sorger og hinandens kroppe i deres lille hjem. Og nu... Tynde-Kurt! Han så på hende i et uendeligt øjeblik mens han hørte Kurts rædselsslagne klynken og krykkens klapren ned ad de stejle trapper. 'Arne-skat, det er ikke hvad du tror..' begyndte Mona, men det havde allerede slået klik for Arne. Hvis hun ikke skulle være hans, så skulle hun ikke tilhøre nogen. 'Kælling!' råbte han, og blændet af tårer greb han Tynde-Kurts anden krykke og begyndte at slå. Han var sanseløs af sorg og raseri, og først da hun lå livløs på ringelagenet stoppede han. En høj hyletone rev ham ud af trancen. Monas blod havde gennemvædet ringelagenet, og foran ham lå hans livs lykke knust af Tynde-Kurts krykke. Omtåget forlod han lejligheden og gik ud i betonbyen. Alt var forbi.